Ældrerådet ønsker løsning på varmekonflikt

Ældrerådet ønsker løsning på varmekonflikt
Bornholms Energi & Forsyning. Foto: Berit Hvassum
| 25. SEP 2020 • 14:14
Af:
henrik-nielsen

25. SEP 2020 • 14:14
ÆLDRE

Bornholms Energi & Forsyning og Rønne Vand og Varme bør sætte sig sammen og finde en løsning på konflikten om priserne på fjernvarme i Rønne, mener Bornholms Ældreråd.

Rådet har haft konflikten mellem de to forsyningsselskaber oppe på et ordinært møde efter henvendelser fra folkepensionister i Rønne om de stigende priser på fjernvarme.

– Et eksempel, som rådet har modtaget, viser en prisstigning på 651 kroner pr. måned. Denne prisstigning er en udfordring for pensionister, der kun modtager folkepension, fortæller formand Erik A. Larsen i en pressemeddelelse.

Konflikten mellem de to forsyningsselskaber er med interesse blevet fulgt af Bornholms Ældreråd.

– Bornholms Ældreråd skal i konsekvens heraf opfordre de to bestyrelser til snarest at sætte sig sammen og finde en fornuftig løsning på konflikten til gavn for alle borgere på Bornholm. Ældrerådet skal foreslå, at de to bestyrelser finder en uvildig person, der forhåbentlig kan være medvirkende til, at der findes en løsning i enighed, lyder opfordringen fra Erik A. Larsen.

Ældrerådet finder den nuværende situation uholdbar, da den bevirker, at mange, ikke mindst ældre borgere, føler sig utrygge.