Foto: Berit Hvassum.

Stigende smittetryk fik købmand til at tænke nyt: Vagt ved indgangen giver bedre plads i Rema 1000

Smittetrykket steg, og statsminister Mette Frederiksen lagde endnu en gang ansigtet i alvorlige folder.

Efter en sommer uden særlig meget snak om corona var virussen igen øverst på den nationale dagsorden. Restauranter, cafeer og barer blev ramt af nye restriktioner, og det hang i luften, at flere følger, hvis der ikke kommer styr på smitten igen.

Det fik købmand Niclas Fuglsang til at tænke over, hvordan han kunne gøre turen i hans butik til en bedre og mere tryg oplevelse for kunderne.

HANDEL

Smittetrykket steg, og statsminister Mette Frederiksen lagde endnu en gang ansigtet i alvorlige folder. Efter en sommer uden særlig meget snak om corona var virussen igen øverst på den nationale dagsorden. Restauranter, cafeer og barer blev ramt af nye restriktioner, og det hang i luften, at flere følger, hvis der ikke kommer styr på smitten igen. Det fik købmand Niclas Fuglsang til at tænke over, hvordan han kunne gøre turen i hans butik til en bedre og mere tryg oplevelse for kunderne.

– Vi står i en pandemi og har gjort det i et stykke tid nu, så man kan desværre efterhånden sige, at man begynder at få lidt erfaring. Med den erfaring skriger det til himlen, når der sidder tre personer i kassen, og der stadig er kø halvvejs igennem butikken, og der er skrig og skrål, og man godt kan fornemme utrygheden brede sig. Den situation har været der længe, men når man så kombinerer det med et massivt stigende smittetryk og flere og flere kundehenvendelser, så er det det rigtige at gøre, siger Niclas Fuglsang om sit beslutning om at hyre en vagt til at stå ved indgangen omkring frokosttid.

Vi står i en pandemi og har gjort det i et stykke tid nu, så man kan desværre efterhånden sige, at man begynder at få lidt erfaring.

Niclas Fuglsang, købmand, Rema 1000 i Gartnervangen

På vagt i fem kvarter

Tanken er ikke helt ny. Faktisk tænkte han den allerede i marts, da Mette Frederiksen trykkede på samfundets pauseknap, og udviklingen i antallet af smittede i den seneste tid fik Niclas Fuglsang til at gå fra tanke til handling.

– Det her med kundepresset, det har altid været der, men det at vi kommer ind i en situation, hvor smittetrykket er stigende, det gør, at opmærksomheden omkring det skærpes, og vi simpelthen er nødt til at gøre noget ved det. Så det er en masse faktorer, der gjorde, at vi valgte at gøre det, siger han.

Vagten stiller sig op ved indgangen klokken 11 og sørger i de næste fem kvarter for, at der ikke kommer for mange mennesker ind i butikken på samme tid, og at alle husker at spritte deres hænder af. Niclas Fuglsang ønsker ikke at udpege en bestemt kundegruppe som værende problemet, men konstaterer blot, at det er på det tidspunkt, der er for mange kunder i butikken på en gang.

Også opdragelse

Vagten havde første arbejdsdag mandag, og ifølge Niclas Fuglsang kan han allerede mærke forskel, både på antallet af kunder i butikken og på antallet af ventende udenfor.

– Det er lidt en opdragelsesproces det her. Når der kommer rigtig mange mennesker på en gang, og det ikke en gang er alle, der skal handle, så vil vi gerne sætte en proces i gang, hvor folk begynder at tænke over, om de ikke kan nøjes med at sende en eller to ind i stedet for at gå seks mennesker ind for at handle næsten ingenting, siger Niclas Fuglsang.

Han oplever, at kunderne generelt er meget glade for det nye initiativ. Han har fået mange positive henvendelser, både personligt i butikken og fra kunder på internettet.

– Det virker meget positivt, og det er selvfølgelig dejligt. Der har selvfølgelig været lidt irritation fra de kunder, som måske har lidt travlt og bare hurtigt skal ind og have en sandwich eller en cola, og det kan jeg godt forstå. Men jeg føler helt klart, at det er blevet taget fantastisk godt imod, lyder det fra Niclas Fuglsang.

Rema 1000-butik skruer op for håndspritten

Siden coronavirussen førte til en nedlukning af samfundet i midten af marts, har købmand Niclas Fuglsang gjort sig tanker om, hvordan han bedst muligt sikrer, at kunderne i Rema 1000 i Gartnevangen føler sig trygge, mens de gør deres indkøb.

– Vi har lukket en gang af i butikken, og vi forsøger at reducere mængden af paller, der står midt i gangen, når vi sætter varer op og sådan nogle ting, så der stadig er så meget gulvplads som muligt, siger han.

Ligesom alle andre dagligvarebutikker har Rema 1000 håndsprit stående fremme, så kunderne kan spritte af i forbindelse med indkøbsturen, og i Gartnervangen er der ikke kun håndsprit ved indgangen til butikken.

Niclas Fuglsang har sørget for, at der er sat dispensere op forskellige steder i butikken. Kunderne kan aktivere de seks dispensere med en håndbevægelse og slipper dermed for at røre ved dem. Håbet er, at de ekstra dispensere motiverer flere kunder til at bruge dem, samt at det bliver lettere af bruge dem på vejen rundt i butikken.

Generelt anbefaler Rema 1000 i Gartnervangen, at der kun er en person pr. husstand, der køber ind, og at alle husker at holde afstand, mens de handler.