KIRKE
Menighedsrådsvalget er overstået i Nylars, hvor kasserer Jens Georg Hansen blev den store stemmesluger.
– Det er en kadeau til ham, han har mange års erfaring, siger siddende formand Birgitte Ekstrøm, som kom ind på andenpladsen.
Menighedsrådet i Nylars fik ved valget to nye medlemmer i skikkelse af Ulrik Pedersen Brandt og Signe Nielsen, der blev valgt ind som stedfortræder.
Der var i alt 15 stemmeberettigede til valget i Nylars, som hver måtte stemme på op til tre kandidater. Ifølge Birgitte Ekstrøm måtte der lodtrækning til, da der var stemmelighed mellem fire kandidater.
Menighedsrådet konstituerer sig på mødet den 12. november.
Her vil man også drøfte den kommende højtid og de forbehold, der skal tages i forhold til coronasmittefaren.
Kun plads til 30 i kirken
Man var altså lige lovligt tidligt ude, da man i P4 i går talte om at henlægge julens gudstjenester i Nylars sogn til Nyvest Centret, siger Birgitte Ekstrøm, der har siddet i spidsen for menighedsrådet siden Ellen Andersen trak sig fra formandsposten i november sidste år.
– Det med julen er ikke noget, vi har talt om i menighedsrådet endnu. Det gør vi til november, siger hun.
Dog er menighedsrådets medlemmer indforstået med, at kirken i Nylars, der i forvejen er den mindste rundkirke på Bornholm, er for lille til at rumme julens kirkelige handlinger.
– Man må kun være 30 i kirken i øjeblikket, så det skal vi selvfølgelig tale om, siger Birgitte Ekstrøm.
Menighedsråd vælges for fire år ad gangen.
Menighedsrådet i Nylars:
Jens Georg Hansen
Birgitte Ekstrøm
Ulrik Pedersen Brandt
Kurt Lausgaard Nielsen
Ann-Mari Ipsen
Stedfortrædere:
Elisabeth Brandt Hansen
Lonny Grønbech
Signe Nielsen