TRANSPORT
Bornholmsk-bosiddende jyder og bornholmere i Jylland får lidt sværere ved at besøge familien, og turister fra vestdanmark må indstille sig på længere rejsetid.
Som følge af coronatidens ændrede rejsemønstre og EU-Kommissionens afvisning af en dansk støttepakke til luftfartselskaber har DAT været nødsaget til at reducere antallet af afgange. Ud over at få betydning for passagererne på København-Bornholm-ruten, som vi skrev i går, bliver der også færre muligheder for at flyve til Jylland.
– Med indenrigs-støtteprogrammet havde vi planlagt at forlænge både Aalborg-Bornholm og Billund-Bornholm, så sæsonen bliver forlænget, men det bliver også reduceret, siger Jesper Rungholm om flyvningerne til Jylland, der gennemføres i sommerhalvåret og i højtiderne.
Den direkte forbindelse til Aalborg indstilles øjeblikkeligt.
– Det er en af dem, der desværre nok ryger i problemer, siger Jesper Rungholm om ruten til Nordjylland.
I det hele taget har DAT mindsket antallet af direkte flyvninger på Bornholm-Aalborg-ruten, efter at selskabet i juni introducerede en ny forbindelse mellem København og Aalborg. Et skifte i København indebærer typisk, at rejsetiden til og fra Aalborg forlænges med et par timer. Når sparekuren træder i kraft inden for et par uger, vil der også blive færre muligheder for at foretage denne mellemlanding.
– På Aalborg-København vælger vi at flyve med vores almindelige program fredag-lørdag-søndag og med en enkelt middagsafgang i hverdagene. Så det vil sige, at der stadig bliver rimelige muligheder for at flyve fra Bornholm til Aalborg via København, selv om den direkte forbindelse stopper, siger Jesper Rungholm.
Trods reduktionerne vil der stadig være enkelte afgange mellem Bornholm og Billund til og med uge 42. Den ophører efter efterårsferien, som det hele tiden har været planen, oplyser DAT.
Omkring jul og nytår kommer DAT til at gennemføre flyvninger mellem Bornholm og henholdsvis Aalborg samt Billund.
DAT lukker også ruten Midtjylland-København helt ned indtil årsskiftet.