Familieplejen Bornholm klager over udbudsproces: 'Fejlene er graverende'

Familieplejen Bornholm klager over udbudsproces: 'Fejlene er graverende'
Familieplejen Bornholm klager nu over udbudsprocessen, hvor Bornholms Regionskommune annullerede udbuddet og hjemtog opgaven med de bornholmske plejefamilier. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 24. SEP 2020 • 10:46
Af:
redaktionen
| ABONNENT
24. SEP 2020 • 10:46
PLEJEFAMILIER

Familieplejen Bornholm klager nu over udbudsprocessen, hvor Bornholms Regionskommune annullerede udbuddet og hjemtog opgaven med de bornholmske plejefamilier. Det sker efter Familieplejen Bornholm efter eget udsagn uden held har forsøgt at komme i dialog med direktionen i Bornholms Regionskommune.

– Vi blev af socialdemokratiets gruppeformand Thomas Thors opfordret til at gå dialogens vej med direktionen i BRK. Vi fulgte dette råd med et notat til Direktionen, hvor Familieplejen Bornholm beskrev alle de alvorlige fejl og mangler der har været i udbudsprocessen. Det er ikke lykkedes at komme i en dialog med Direktionen, skriver Familieplejen Bornholm i en pressemeddelelse.

Notat om lovbrud

Familieplejen Bornholms advokat Ea Meyer sendte i weekenden et notat til direktionen i Bornholms Regionskommune, hvori hun gennemgår fejl og lovbrud, hun vurderer, at kommunen har begået i udbuddet om familiepleje. Ea Meyer skriver i notatet, at kommunene har overtrådt Kontrolbudsbekendtgørelsen, udbudsloven og virksomhedsoverdragelsesloven.

– Pointen med at gå til direktionen før en klagesag var, at vi var blevet opfordret af lokalpolitikere til at gå til direktionen. De (lokalpolitikerne, red.) ville ikke forholde sig til sagen, før den var behandlet af direktionen i Bornholms Regionskommune. Det var mit håb, at direktionen kunne se, at der var truffet beslutning på et forkert grundlag, men sådan gik det jo ikke, siger Ea Meyer.

Hun mener ikke, at Familieplejen Bornholm er blevet behandlet lige i udbudsprocessen.

– Der er fejl i udbudsgrundlaget og fejl i den evaluering, de har foretaget. Min klient og kontrolbuddet er ikke blevet vurderet lige, og det mener jeg, jeg kan påvise, siger hun.

Udarbejder klage

Notatet fra Ea Meyer blev besvaret med en kvittering fra Bornholms Regionskommune servicedirektør Trine Dorow, hvori hun skrev: "Vi tager kritikken alvorligt og vil lade notatet indgå i den videre sagsbehandling. Umiddelbart står det ikke klart for os, om der er tale om, at du på vegne af Familieplejen Bornholm ønsker, at indgive en regulær klage over udbudsafgørelsen/udbudsmaterialet/udbudsprocessen? Hvis Familieplejen Bornholm ønsker at indgive en klage over udbuddet, er rette instans, som du også selv henviser til, Klagenævnet for udbud".

På baggrund af det svar har Familieplejen Bornholm nu bedt Ea Meyers om at formulere en klage til Klagenævnet for Udbud. Det skriver formanden for Familieplejen Bornholms bestyrelse, Ole Olsson, i en pressemeddelelse til Bornholms Tidende.

– Familieplejen Bornholm må desværre konstatere, at vores henvendelser, skrivelser og notater ikke bringer nogen reaktioner eller svar på resultat af ”den videre sagsbehandling”, og at vi dags dato har bedt vores advokat om at bringe en klage for Klagenævnet for udbud.

Håber på genudbud

Ifølge Ea Meyer er fejlene i udbudsprocessen graverende, og hun forventer medhold i Klagenævnet for Udbud.

– Jeg forventer, at Klagenævnet vil sige, at der er tale om en usaglig annullation af min klients bud, og så vil der typisk blive udmålt en erstatning til den forurettede part, min klient, siger Ea Meyer.

Hun er ærgerlig over, at det ender med en klagesag, men ser ingen andre muligheder nu.

– Vi søgte dialogen, men fik den ikke. Det er spild af samfundets penge, at min klient og kommunen nu får udgifter på en klagesag. Det bliver trukket i langdrag, og det ville vi gerne have undgået, siger hun.

Ifølge Ea Meyer er der en sagsbehandlingstid på minimum tre måneder hos Klagenævnet for Udbud. Til den tid nærmer vi os 1. januar, hvor Bornholms Regionskommune officielt overtager opgaven med familiepleje.

– Det er så ærgerligt. Man kan håbe, det går hurtigere. Det er stadig vores håb, at vi med en kendelse i hånden kan få genudbudt opgaven, siger Ea Meyer.

Bornholms Tidende har forsøgt at få en kommentar fra Bornholms Regionskommunes servicechef Trine Dorow. Det har endnu ikke været muligt.