Jens Oluf Maegaard var med til at stifte Østerlars-Østermarie Bridgeklub i 1958, og han var aktiv i klubben helt frem til 2020. Foto: Allan Rieck

Dødsfald: Han var et stort aktiv i lokalsamfundet

DØDSFALD

Jens Oluf Maegaard drev i 36 år Strandbygård i Østerlars og var samtidig aktiv på mange områder i lokalsamfundet. Forleden døde han, 88 år gammel.

– Han var meget aktiv og allermest inden for landbruget, som var hans store interesse fra han var helt lille, fortæller Jens Oluf Maegaards hustru i 61 år, Ruth Maegaard.

Jens Oluf Maegaard var født og opvokset på Strandbygård, som han og Ruth overtog i 1960. Da de i 1996 overlod gården til sønnen Hans Ove og flyttede til den nærliggende ejendom Søbo på Melstedvej helt ud til Østersøen, blev det Jens Oluf Maegaards store interesse at dyrke haven, fortæller Ruth Maegaard. Ligesom med gården overtog de også Søbo efter Jens Oluf Maegaards forældre.

– Jens Oluf kom som ung på efterskole på Fyn. Han arbejdede på landet på Fyn, inden han vendte hjem og fik en plads på Bornholm. Han aftjente sin værnepligt og kom på landbrugsskole. Han havde i en periode en mælkerute i Østerlars, hvor han kørte mælk til Dybdal Mejeri. Det var med heste, og der var mange drøje ture i snevejr, fortæller Ruth Maegaard.

Jens Oluf Maegaards mange interesser og aktiviteter omfattede blandt andet en længere årrække i Allinge-Gudhjem Kommunalbestyrelse, hvor han blev valgt for Venstre. Han var skytte og i mange år formand for skytterne i Østerlars og for hovedforeningen ØB/9. kreds (i dag Østerlars Sport).

Andre store interesser var jagt og travløb, og han spillede bridge.

Jens Oluf Maegaard efterlader sig hustruen Ruth, fire børn, syv børnebørn og et oldebarn.