Direktøren og 800 andre er blevet testet for covid-19

Direktøren og 800 andre er blevet testet for covid-19
Det mobile testcenter tilbragte også i september nogle dage på Campus Bornholm. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 24. SEP 2020 • 09:37
| ABONNENT
24. SEP 2020 • 09:37
CORONA

Det mobile testcenter fra Bornholms Hospital er på Campus Bornholm i denne uge. Over 800 personer på campus er nu testet, og indtil videre er der ikke nogen, der er testet positiv. Heller ikke direktøren for Campus Bornholm, Inge Prip, der tirsdag blev testet sammen med studerende og flere fra personalet.

– Vi kræver ikke, at man bliver testet, men vi har opfordret kraftigt til, at man lader sig teste. Det gør vi, fordi vi bakker loyalt op om den opfordring, der er kommet fra sygehuset, om at vi får testet alle, siger hun.

For at få flest muligt afsted til test har ledelsen på Campus Bornholm besluttet, at det foregår i undervisningstiden.

– Vi har forsøgt at facilitere det ved, at de går ned i timerne og ikke skal bruge deres pauser til det. Vi har sat det i system, så alle går ned sammen med deres lærere og får det gjort. Det gør, at vi har haft en høj deltagelse, fortæller Inge Prip.

Torsdag er det de videregående uddannelsers tur til at gå til test, og fredag er det de sidste gymnasielle uddannelser. Der står tre personer i testcentret, som udfører testen, og ifølge Inge Prip går selve testningen meget hurtigt. Herefter venter de testede personer højst 32 timer, før de får svar.

Sender ikke alle hjem

Indtil videre er der ikke nogen, der er testet positiv. Men hvis der kommer et positivt svar blandt nogen af de testede på campus, betyder det ikke, at campus lukker helt ned og sender alle hjem.

– Der er kommet nye retningslinjer, der betyder, at vi ikke skal sende alle hjem. Man arbejder mere med opsporing af personer, som den smittede har været i nærheden af. Så hvis en af dem, der sidder bagerst i klassen, er testet positiv, er det ikke sikkert, at dem, der sidder oppe forrest, skal sendes hjem, siger Inge Prip.

Hun fortæller, at planen ved et positivt testresultat er, at den eller de personer, der er testede positive bliver sendt hjem. Derefter kontakter campus Styrelsen for patientsikkerhed og rådfører sig med dem. Herefter vil man opspore, hvem der har været i nærheden af den eller de smittede og sender dem hjem.


Ønsker ikke nødundervisning

Ifølge Inge Prip er der stor opbakning til at blive testet fra elever og studerende. Hun mærker, at de gerne vil sikre sig, at de fortsat kan komme på campus.

– Eleverne vil rigtig gerne være her. De har jo prøvet nødundervisning, og det har de ikke lyst til igen. Det er ret entydigt det, de siger, når jeg snakker med dem, siger hun.