Tøjbutik i nyt samarbejde efter pænt vild sommer

Tøjbutik i nyt samarbejde efter pænt vild sommer
Som følge af corona er Din Tøjmand by Jan & Nalle gået med i et nyt indkøbssamarbejde, fortæller indehaver Jan Bidstrup. Det giver blandt andet adgang til bedre markedsføring, siger han. Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 23. SEP 2020 • 07:02
Af:
henrik-nielsen

23. SEP 2020 • 07:02
HANDEL

Det er en usikker tid at være forretningsdrivende i. Med corona i samfundet er det svært vide, hvad fremtiden bringer, men i udkanten af gågaden i Rønne er humøret alligevel højt. Din Tøjmand by Jan & Nalle er med undtagelse af de første to måneder kommet nådigt igennem coronaen indtil nu, og derudover går butikken med i et nyt indkøbssamarbejde.

Det fremgår af en pressemeddelelse og en mail fra indehaver Jan Bidstrup.

Da coronaen førte til en lukning af Danmark tilbage i marts, ramte det indkøbsforeningen bag Din Tøjmand hårdt, og det endte med, at den gik konkurs. Butikkerne er dog fortsat en del af herretøjsmarkedet i Danmark, og nu har 40 af dem valgt at gå med i Indkøbsforeningen af 1964, der i forvejen står bag Mr-butikkerne i Danmark.

– Det betyder meget at være en del af et stærkt sammenhold. Vores lokale udvalg, service og personale er stadig det samme. Vi er stadig en frivillig kæde, og det er stadig os, der ejer butikken, siger Jan Bidstrup i pressemeddelelsen.

Butikken vil fortsat hedde Din Tøjmand.
I skrivende stund er der meget at glæde sig over trods den hårde tid, vi har været igennem.

Jan Bidstrup, indehaver, Din Tøjmand by Jan & Nalle

I en mail tilføjer han, at efter nogle svære måneder i begyndelsen af coronaen, så har sommeren været pænt vild, og efteråret er startet virkelig godt med langt flere gæster på øen, end han normalt ser.

– Så i skrivende stund er der meget at glæde sig over trods den hårde tid, vi har været igennem, fortæller han og tilføjer, at det dog bekymrer ham, at det kommer nye begrænsninger.

– Det kan ramme vores restauratører ret voldsomt og vil som i foråret også godt kunne smitte negativt af på sådanne butikker som min.