Privatskole vil lære eleverne om forskelligheder: Nærhed, faglighed og fællesskab

Privatskole vil lære eleverne om forskelligheder: Nærhed, faglighed og fællesskab
Sydbornholms Privatskole i Pedersker. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen.
| ABONNENT | 23. SEP 2020 • 06:10
Julia Aka Wille
Journalist
| ABONNENT
23. SEP 2020 • 06:10
UDDANNELSE

I oktober sidste år mødtes forældrebestyrelsen, skolebestyrelsen og lærere på Sydbornholms Privatskole for at finde skolens nye værdier. Tre ord blev de enige om: nærhed, faglighed og fællesskab.

– Hånden på hjertet, hvad går vi ind for på skolen? Det skal være værdier, som ikke er påduttet af andre, men værdier som vi på skolen rent faktisk udlever til hverdag, fortæller skoleleder på Sydbornholms Privatskole Jeannett Tankred.

Sydbornholms Privatskole benytter sig af aldersintergreret undervisning, hvor der undervises på tværs af alder og klasser. På deres hjemmeside skriver skolen, at baggrunden for valget af denne undervisningsmetode er, at elevers indlæring er størst, når der tages hensyn til elevens faglige niveau og ikke kun elevens alder.

Lige nu går der 97 elever på Sydbornholms Privatskole.

– Vi er ikke så mange på skolen, og det er en fordel i mange situationer. Vi er gode til at yde omsorg for hinanden, og vi er gode til at se eleverne. Derfor har vi valgt nærvær som en hovedværdi, fortæller Jeannett Tankred.

– Når vi vælger faglighed som værdi, menes der ikke elitær faglighed - det er mere pædagogisk. Vi benytter os af styrkebaseret pædagogik, fortsætter hun.

I styrkebaseret pædagogik beskrives 24 karakterstyrker, og det handler om at finde det enkelte barns personlige styrker og arbejde med dem.

– Vi er alle forskellige, der er for eksempel nogle, der besidder lederstyrken, hvor andre har samarbejdsstyrken. Vi bruger de her grundsten og styrker i vores skolemateriale og i det sociale for at forstå den enkelte elev bedre, siger Jeannett Tankred.

Det leder til den trejde og sidste værdi, fællesskabet.

– Når vi underviser på tværs af klasserne, oplever og ser eleverne de forskellige styrker hos hinanden og hos dem selv. Vi håber, at vores elever lærer at forstå de forskelligheder, der er i mennesker og udvikler at have forståelse og respekt for dem, afslutter Jeannett Tankred.