Jens Højmark. Foto: Jens-Erik Larsen

Dødsfald: ‘Jens har inspireret mange bornholmere’

DØDSFALD

– Jens har altid haft meninger, han har givet udtryk for. Han har blandet sig i den offentlige debat. Han var kendt for sine til tider radikale meninger, som også kunne vække modstand. Men han har også været en kæmpe inspiration for mange mennesker. Han talte virkelig fra hjertet.

Det siger Eva Grützmeier om Jens Højmark, der døde forleden, 86 år gammel. Eva Grützmeier var gift med Jens Højmark i 25 år.

De byggede på Plantagevej i Østermarie huset Højvang af genbrugsmaterialer. Her på ejendommen tæt på Paradisbakkerne var Jens Højmark allerede sidst i 1970’erne gået i gang med sit biodynamiske/økologiske landbrug.

– Vi havde landbrug, dyrkede grøntsager og havde kødkvæg. Jens blev kendt for, at vi gjorde det efter biodynamiske principper, som han også skrev om i en artikelrække i dagbladet Bornholmeren. Det var banebrydende. Vi solgte grøntsager på blandt andet Svaneke Torv, før der var økologi i supermarkederne, siger Eva Grützmeier.

Jens Højmark voksede op i København og gjorde i en ung alder lynkarriere i cykelsprint, før han valgte den akademiske løbebane og blev cand.mag. i dansk og idræt.

Tre emner kom til at præge Jens Højmarks arbejdsliv: Biodynamik, undervisning og fjernsyn.

Jens Højmark kom til Bornholm i 1973. Han underviste på gymnasiet frem til 1995 og var sideløbende med i fjernsynsproduktioner på TV 2/Bornholm. Men selv om han på det tidspunkt var blevet 61 år, var der på ingen måde tale om at gå på pension. Jens Højmark fortsatte med at arbejde på forskellige områder. Han underviste blandt andet på Højvangseminariet og Baltisk Uddannelses-ø, og han var involveret i forskellige radio- og tv-projekter.

Jens Højmark var i 70’erne, da han tog en masteruddannelse på Syddansk Universitet i børne-og ungdomskultur, og han stoppede først med at arbejde, da han var fyldt 80.

Jens Højmark nåede at være gift tre gange og er far til seks børn. hol