Inden for den seneste uge er syv personer med bornholmsk adresse testet positiv for covid-19. Foto: Jacob Jepsen

Det lokale bekræftede smittetal har rundet 100

SUNDHED

Det samlede antal bornholmere, der er testet positiv for covid-19, rundede i sidste uge 100 personer, og efter endnu et nøk opad mandag, er det samlede bekræftede smittetal siden marts oppe på 102 personer. Heraf er langt de fleste sidenhen raskmeldt, men da Statens Serum Institut ikke offentliggør antallet af raskmeldte, døde eller indlagte på kommunalt niveau, er det ikke muligt at videregive præcise antal.

Efter en højsommer, hvor pandemien trods de mange feriegæster var stort set fraværende på Bornholm (én smittet fra 1. juli til 30. august), er der siden starten af september ligesom i resten af landet sket en stigning i smittespredningen.

Inden for den seneste uge er syv personer med bornholmsk adresse testet positiv for virussen. Det betyder, at Bornholm med en incidens på 17,7 netop ikke overskrider de 20 smittede per 100.000 personer per uge, der blandt andet bruges som det vejledende tal, når Udenrigsministeriet udarbejder rejsevejledninger til andre lande.

På landsplan er der i det seneste døgn konstateret 558 nye smittetilfælde, hvilket er det næsthøjeste antal nysmittede inden for et døgn på noget tidspunkt under pandemien.

Antallet af indlagte (78 personer, heraf 15 på intensivafdelinger) er dog slet ikke lige så højt som i foråret, hvilket kan have to årsager: At langt flere testes nu samt at den seneste uges opblussen i smittetallet endnu ikke har nået at vise sig på hospitalerne.

På Bornholm kan man i seruminstituttets statistik se, at der i september er podet langt flere personer end tidligere. Typisk testes mellem 250 og 450 personer om dagen, og i mandags satte testpersonalet ny lokalrekord, da der blev gennemført 746 test på Bornholm.

– Det er fordi, vi poder på campus i denne uge. Og samtidig bliver der testet mange i det normale testcenter (på Ullasvej i Rønne, red.), forklarer Mai-Britt Guldborg, flowmaster hos Testcenter Bornholm, der har kørt det mobile corona-testcenter til Campus Bornholm.

Sammenlagt er der siden februar hos bornholmere foretaget 24.607 test for sars-cov-2, som virussen hedder med den korrekte sundhedsfaglige betegnelse.