I en oversigt fra juni fremgår det, at Hans Rømer Skolen er et af de steder, hvor lyset skal udskiftes i den nærmeste fremtid. Arkivfoto: Berit Hvassum

12 millioner kroner bliver afsat til endnu en omgang energirenoveringer af kommunale bygninger

Ved efterårets budgetforhandlinger besluttede kommunalbestyrelsen at fortsætte energirenoveringsprojektet i yderligere fire år. Der bliver afsat tre millioner kroner om året i 2021-24.

Energi

Ved efterårets budgetforhandlinger besluttede kommunalbestyrelsen at fortsætte energirenoveringsprojektet i yderligere fire år. Der bliver afsat tre millioner kroner om året i 2021-24. Projektet kaldes “intern ESCO III”, og som navnet antyder, er bevillingen den tredje i rækken.

Over de seneste otte-ni år har kommunen investeret cirka 40 millioner kroner, der er lånefinansieret, i energioptimeringer af bygningsmassen.

De seneste tre år har lysinstallationer fyldt meget på listen over projekter, og dusinvis af bygninger – haller, skoler, biblioteker og administraionsbygninger – har siden 2017 fået mere energivenlig belysning og styringssystemer.

I en oversigt fra juni fremgår det, at bibliotekerne i Svaneke og Nexø samt Hans Rømer Skolen og SFO’en i Aakirkeby er nogle af stederne, hvor lyset skal udskiftes i den nærmeste fremtid, og listen over ikke-gennemførte lysprojekter er fortsat lang. Blandt andet står der mange daginstitutioner på listen.

Teknikken giver flere muligheder

I mange bygninger opsættes bevægelsessensorer, og den teknologiske udvikling gør, at forbedringer, som tidligere blev anset for ikke at være mulige eller økonomisk forsvarlige, for fremtiden kan udføres.

– Der dukker hele tiden bygninger op. De, som vi hurtigt gled hen over og afskrev for nogle år siden, er nu rentable, fordi LED-panelerne bliver billigere. Så nu kigger vi også på bygninger, hvor energiforbruget ikke er så stort – og hvor tilbagebetalingstiden derfor er længere, siger energimedarbejder Flemming Bech fra kommunens Ejendomsservice.

I den første fase af energirenoveringer havde projekterne en tilbagebetalingstid på otte-ti år, fortæller Flemming Bech. I den nye aftale må der påregnes en tilbagebetalingstid på op til 15 år, står der i anlægsforslaget, som blev en del af budgetforliget, der ventes at blive endeligt vedtaget af kommunalbestyrelsen om to uger.

Isolering er ofte for dyrt

Mens lysprojekter rulles ud i stor stil, holder kommunen igen med andre typer af energioptimeringer. Forbedret isolering er for eksempel for dyrt, hvis isoleringspladerne skal stå alene.

– Da snakker vi om 30-40 år, før investeringen er tjent hjem, så det har en frygtelig lang tilbagebetalingstid. Det samme gælder for udskiftning af døre og vinduer, fortæller Flemming Bech.

Til gengæld kommer yderligere isolering på tale, tilføjer han, hvis kommunen er i gang med andre renoveringer og taget eksempelvis allerede er fjernet.