Turbulent sæson med 7.000 færre besøgende

Turbulent sæson med 7.000 færre besøgende
Bornholms Sommerfuglepark solgte sidste år 1.500 sæsonkort. I år blev det kun til 319. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 21. SEP 2020 • 10:11
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
21. SEP 2020 • 10:11
FORLYSTELSE

Septembersolen næsten bagte ned over de blomstrende bede og buske, og Bornholms Sommerfugleparks have var fyldt med mennesker, da der søndag var sæsonafslutning med Havz Jazz på den udendørs scene.

En flot afslutning på en sæson, der ikke har været som nogen anden, siger Flemming Jensen, ejer af sommerfugleparken gennem 22 år.

– Det har været en turbulent sæson, fortæller han.


På grund af coronanedlukningen åbnede parken først den 30. maj.

– En måned senere end vi plejer, forklarer han. Samtidig lå salget af sæsonkort langt under det normale fra starten af sæsonen

– Folk var bange for at blive smittet – i den grad. Hvor vi sidste år solgte 1.500 sæsonkort, solgte vi i år kun 319. Så tænkte vi, at så kommer de i morgen eller i overmorgen, men tallet kom slet ikke op, siger Flemming Jensen.

Derudover har det vejrmæssigt været en meget blandet sommer med først meget regn – som er godt for sommerfugleparken – men så efterfulgt af en lang periode med sommervejr, som er mindre godt for besøgstallet. Samlet set har sommerfugleparken i år haft i underkanten af 20.000 besøgende, vurderer Flemming Jensen.

– Sidste år havde vi 27.000 besøgende, så det er 7.000 mindre, og dermed 700.000 kroner mindre i kassen

Flemming Jensen regner dog med, at parken alligevel kommer ud med et lille overskud.

– Der kom jo lige pludselig en socialdemokratisk statsminister og sagde, at der var nogle coronapenge. I og med at vi havde haft så godt et år året før, så fik vi 193.000 kroner i kompensation, fortæller Flemming Jensen.

Da han samtidig har forsøgt at holde udgifterne nede, kommer parken ud med et lille overskud.


Flere skal med til at drive parken

Flemming Jensen fylder 76 år i næste måned, og helbreddet er ikke, som det har været, så han fastslår, at det er sidste år, han kan drive parken alene.

– Hvis jeg kan, og jeg orker, så vil jeg være ligeså meget med, som jeg kan. Men i vores familie er der et ønske om, at vi skal have en eller flere andre samarbejdspartnere med. Jeg kan ikke stå alene næste år, siger Flemming Jensen.

Der er dog ikke indgået nogen aftaler endnu.

Årets sidste åbningsdag var besøgstallet i top. Østersøjazz var arrangør af koncerten med Havz Jazz, som var ganske gratis, og Østersøjazz stod for alt det praktiske, mens Flemming Jensen lagde den blomstrende sommerfuglepark til.

– Det er så stærkt, at de selv vil og selv spørger om at få lov. Jeg er så lykkelig for det. Jeg elsker jazz, jeg har altid elsket jazz.

 
 


Øl, jazz – og corona

Sommerfugleparken var søndag fyldt med publikum, som af respekt for risikoen for coronasmitte havde fordelt sig ud i de grønne omgivelser. I behørig afstand fra de fleste hyggede venneparrene Linda og Ole Henriksen, samt Mogens Hansen og Anette Janis sig med en øl og jazzmusik.

Hvorfor er I kommet herned i dag?

– Fordi vores venner foreslog at tage herned og hygge os sammen. Vi plejer at tage til jazz sammen i Nexø, og det har der ikke været så meget af i år. Vi kan godt lide det her. Det er jo fantastisk vejr, og haven er flot, siger Linda Henriksen.

Hvad har I gjort jer af tanker om corona?

– Vi har jo tænkt på, hvor mange der var, og hvor tæt folk sad her, og hvad de havde gjort for at forberede sig på, at vi ikke skulle smitte hinanden, så alle her har i hvert fald taget mundbind på til, når vi skal ind at købe noget, fortæller Linda Henriksen.

De to vennepar har med vilje sat sig lidt væk fra de øvrige.

– Her sker der ikke noget, og så har vi mundbindet på, når vi skal op at gå og stå, siger Ole Henriksen.

– Og det er jo fantastisk, at der bliver lavet sådan et gratis arrangement her om eftermiddagen.

– Ja, vi er kommet herned for at hygge os på grund af det gode vejr og jazzen, fastslår Anette Janis.

Og det kunne hverken coronarisiko eller mundbind ødelægge.