Sabine og Preben Andersen oplever, at det er op ad bakke under coronakrisen. Arkivfoto: Berit Hvassum

Corona-tiltag rammer O’Malley hårdt: 0,5 procent fra at kunne få støtte

ERHVERV

Klokken 12 denne lørdag er regeringens nye coronatiltag trådt i kraft, hvilket blandt andet berører nattelivet på ganske dramatisk vis:

Slut med at holde åbent efter klokken 22 – og det altså i et land, hvor rigtig mange først bevæger sig ud på barer og værtshuse, når klokken har rundet det tidspunkt.

I løbet af de første
coronamåneder var
der to gange, Preben
og jeg ikke selv fik løn,
så vi kunne give personalet.

Dertil skal gæsterne bære mundbind, når ikke de sidder ved et bord.

Det er da også nogle restriktioner, som værtsparret Sabine og Preben Andersen på Café 18, Café Lille Per og den irske pub O’Malley i Rønne finder godt gammeldags trælse.

Eller som Sabine Andersen siger:

– Vi synes, det er noget hø!

Hun og gemalen er lige nu på en miniferie rundt i Danmark, men hun talte ikke desto mindre med Bornholms Politi om situationen fredag.

– Hvis vi for eksempel tager O’Malley, så har vi jo aftener med fodbold, som gæsterne gerne vil se hos os, men det starter først klokken 21, og derfor skal vi altså stå og smide gæsterne ud, inden kampen slutter, siger hun.

– Derfor spurgte jeg politiet, om vi kunne bøje reglen og sige, at vi låser døren klokken 22 og siger, at nu er det så et privat arrangement. Han kunne godt se, hvad jeg mente, men problemet er, at forsamlingsforbuddet også gælder for privatfester, så derfor må vi ikke gøre sådan. Selv ikke, hvis vi stopper for salget i baren, må folk se kampen færdig.

Mundbind

Fordi ægteparret ikke er hjemme på Bornholm igen før søndag har Sabine aktiveret sin far, som har været ude at købe mundbind og sørget for, at der ligger nogle på de tre værtshuse, som kunderne kan købe, hvis de skulle have glemt at få et med.

– Det er jo så nyt et tiltag, at folk godt kan glemme det, konstaterer hun.

Økonomisk set vil de nye tiltag betyde en økonomisk bet.

– Hvis ikke det ramte os så hårdt før, så kommer det i hvert fald til at ramme os hårdt nu, siger hun.

– Preben og jeg har snakket om det hele dagen og aftenen i går og her til formiddag. Vi har hidtil holdt hånden under hele personalet under coronakrisen, selv om vi først kun lige var begyndt på at tage personalet ind igen – men er altså nu nødt til at taget noget af det ud igen. Og vi er i gang med at finde ud af, hvordan vi kan dreje lidt rundt på timerne og så videre. Knoklede Preben ikke røven ud af bukserne før, så har han virkelig gjort det under den her episode, og nu ved jeg snart ikke længere, hvad vi skal gøre.

Parret hjemsendte i foråret personalet, og det viste sig, at regeringens hjælpepakker ikke var nogen hjælp i forhold til det samlede personale.

– Regeringen hjalp os kun med de fastansatte, og vi er 12, hvoraf kun de fire er fastansatte, så kan du selv regne ud, hvor mange vi selv har betalt til, siger hun.

Nul løn

I har fastholdt lønnen til alle?

– Ja, også til de otte, som ikke er fastansatte. Mit kvindehjerte siger mig jo, at de har familier og er vant til at have en økonomi, og det er ikke deres skyld, det der sker. Så i løbet af de første coronamåneder var der to gange, Preben og jeg ikke selv fik løn, så vi kunne give personalet og holde fast i det. I sommer åbnede vi lidt mere op, så vi kunne trække personalet ind og bruge det, og selv om det kun var til midnat, vi måtte holde åbent – og det var noget øv – kunne vi trods alt tjene lidt penge, siger Sabine Andersen.

– Siden blev det til, at vi måtte holde åbent til klokken 2, men ikke måtte lukke nye gæster ind efter klokken 23, og det knækkede vi nakken på – vi fik virkelig en tilbagegang. For eksempel havde vi fodbold, som var startet op igen, og når de, der ville se det, var kommet, måtte vi ikke lukke flere ind, og når fodbolden så var slut ved 23-tiden, gik fodboldentusiasterne. Men så stod vi stod fredag og lørdag aften og måtte afvise 30-40 mennesker! Og nu trækker Mette Frederiksen så lukketidspunktet helt tilbage til klokken 22. Pyt med mundbindene, det kan vi nok klare, men lad os dog i det mindste holde åbent til midnat, beder hun.

Hjælpepakken var en støtte for parret i marts, april og maj, men ikke i juni.

– Jeg ringede til vores revisor og sagde, at nu kunne vi jo få for den fjerde måned, altså juni, men selv om vi mister 55 procent af omsætningen på O’Malley, løfter de to andre steder regnskabet, så vi ikke kan få noget. Man skal have en nedgang på 30 procent for at kunne få del i hjælpepakken, men vi har på grund ad Café Lille Per og Café 18 kun en nedgang på 29,5 procent, og så får vi ingenting for juni måned. Vi er 0,5 procent fra at få støtten og får hverken noget til lønninger eller faste udgifter, siger Sabine Andersen.

De nye nationale corona-tiltag

 

• Lørdag klokken 12 sænkes forsamlingsforbuddet til 50 personer.
• Restauranter, barer og caféer over hele landet skal senest lukke klokken 22.
• Der skal bæres mundbind af personale og gæster på restauranter, barer og caféer, når man ikke sidder ned.
• Det er forbud mod at indtage alkoholiske drikke, når der køres i busser.
• Der skal være synligt opsynspersonale i detailhandlen over 2.000 kvadratmeter.