Boligminister Kaare Dybvad Bek besøger mandag blandt andet NordParken i Rønne. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Boligministeren besøger Bornholm

Flere boligkvarterer i Rønne får mandag besøg af boligminister Kaare Dybvad Bek (S).
Ministeren er på Bornholm i forbindelse med et boligpolitisk topmøde, som foregår på Green Solution House mandag eftermiddag.

Inden mødet med de lokale politikere, beboerdemokrater og beboere i de almene boliger på Bornholm, vises ministeren rundt til flere lokale boligprojekter.

Første stop er ved de ungdomsboliger, der er ved at blive opført nær Campus Bornholm. Boligministeren vil blandt andet blive orienteret om samarbejdet med Campus Bornholm, der bygger videre på erfaringer fra et samarbejde med Glas- og Keramikskolen i Nexø, som henviser deres studerende til en bolig i Nexø.
Bagefter får beboerne i Bornholms største boligområde, NordParken i Rønne, og Danmarks mindste boligsociale projekt ”20’eren”, ministerbesøg.

Rundvisningen starter ved det mødestedet ”20’eren”, og går bl.a. forbi Natur- og Kulturparken, hvor Bornholms natur bliver gjort tilgængelig for beboerne, og ministeren skal også besøge en lejlighed i bebyggelsen.