Leder: 'Kofod undskylder igen for gammel sex-sag'

Leder: 'Kofod undskylder igen for gammel sex-sag'
Jeppe Kofod. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 18. SEP 2020 • 12:59
Af:
oejvind-hesselager
| ABONNENT
18. SEP 2020 • 12:59
LEDER

Sådan har det lydt i medierne det seneste døgns tid. Og hovedpersonen er selvfølgelig Jeppe Kofod (S), udenrigsminister og valgt første gang til Folketinget i Bornholms Amtskreds i 1998, hvor han sprængte listen.

Da Jeppe Kofod i går tonede frem i diverse tv-nyheder og sagde undskyld, var det som at opleve en genudsendelse eller deja-vu. Hans udtalelser kunne lige så godt være faldet for 12 år siden.

Jeppe Kofod var som 34-årig i påsken 2008 til et arrangement i Socialdemokratiet, hvor han holdt et foredrag for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, hvorpå han efterfølgende havde sex på sit hotelværelse med en 15-årig pige fra DSU. Sagen betød at Jeppe Kofod mistede sin post som udenrigsordfører for Socialdemokraterne. Tre år efter var han inde i den politiske varme igen, da han i 2011 blev formand for Det Udenrigspolitiske Nævn. Sagen var fortid.

 
Kan man dømmes
to gange for det samme?

 

Men hvorfor er den så blevet aktuel igen?

Den konkrete anledning er, at tv-vært Sofie Linde er stået frem med sine egne oplevelser fra mediebranchen. Hun fremhævede blandt andet et eksempel fra 2008, hvor hun som 18-årig var helt nyansat i DR. Beretningen udløste stor debat og selvransagelse i DR og TV2.

Jeppe Kofod kommer først ind i billede, da De Radikales ligestillingsordfører, Samari Nawa, udtaler, at hendes parti ikke ville have givet Kofod en ministerpost. Kofod blev udenrigsminister efter folketingsvalget i 2019.

Udtalelsen er opsigtsvækkende, når man sammenligner med hvordan Det Radikale Venstre reagerede på sagen i 2008. Dengang udtalte daværende næstformand Morten Østergaard, at han mente, at Socialdemokratiet havde sanktioneret Jeppe Kofod for hårdt:

”… en sådan lovlig dumhed ville ikke have fået de samme konsekvenser i forhold til tillidsposter i Det Radikale Venstre,” sagde han dengang – hvortil Samira Nawa forklarede sin egen udtalelse med at ”tiderne har ændret sig.”

Og det er sagens kerne. Hele debatten om krænkelser er udtryk for, at vi for måske første gang oplever, at normer og værdier ændrer sig hurtigere end historiens gang. Man kan blive dømt moralsk to eller flere gange for den samme fejl i det samme liv.

Det skyldes ikke mindst trykket fra sociale medier, der viser politikerne, hvordan de skal positionere sig i forhold til vælgerhavet.

Det er godt, at vi gør op med undertrykkende sprog og krænkende adfærd. Men det er i sig selv krænkende for retsbevidstheden, at dette opgør betyder, at vi dømmer folk igen, uden at der er nyt i sagen.

Spørgsmålet er så, om Jeppe Kofod overlever politisk. Er vi der, hvor han må trække sig, fordi han ikke kan fungere politisk længere? Igen spiller de sociale medier en stor rolle. Det afgrundsdybe råb fra folkehavet kan betyde, at Jeppe Kofod indser, at han står i vejen for sit parti. Det vil være dramatisk og understrege den magt, disse medier har fået. Det bør vi diskutere. Og politikerne skal overveje, om de skal løbe med stemningen. Eller turde udfordre den.