Gyldensgårds gåder graves endelig ud

FORTIDSFUND

En dag i foråret 1869 besluttede gårdejer Jens Theodor Rømer på Gyldensgård ved Bølshavn at gøre noget ved en sag, der længe havde irriteret ham: Den omkring seks meter høje gravhøj fra bronzealderen, der lå i vejen på en af hans marker. Nu skulle den simpelthen væk.

Det var før den slags høje var fredet i klasse A og mere til. Så Rømer tilkaldte husmanden Hans Peter Hansen og gav ham til opgave at jævne gravhøjen med jorden.

Allerede i januar havde man under en pløjning på stedet fundet en segl fra jernalderen, som Bornholms amtmand Vedel havde sørget for at få sendt ind til Museet for de nordiske Oldsager, der i dag hedder Nationalmuseet. Og da Hans Peter Hansen gik i gang, var der mere endnu. Meget mere.

Ret hurtigt inde i gravearbejdet stødte han på en udstrakt stenlægning, der så ud til at dække hele bunden af højen. Midt på stenlægningen var en lav dynge sten, der viste sig at dække over en cirkelrund grav under stenlægningen. Graven var afgrænset med store sten, og i bunden var der lagt et lag fliser.


Ved nogle kulbrokker, sandsynligvis resterne af en bortrådnet kiste, fandt Hans Peter Hansen et kranie. Blandt gravgaverne var en armring af guld, et stykke af et bronzekar, en dyretand, en bronzedolk og en kniv, en ragekniv og en dobbeltknap, også af bronze. Hans Peter Hansen fandt også en mindre grav ved siden af den store.

Med bronzekarret som den store juvel bliver Bølshavn-fundene den dag i dag regnet blandt Danmarks vigtigste bronzealderfund. De er i næsten samme liga som Solvognen og Egtved-pigen.

Et kar af den type er fundet kun ét andet sted i Nordeuropa, nemlig i Kivik ved Simrishamn i Skåne: Lige ovre på den anden side af den panorama-havudsigt, der blev givet til den gravlagte bronzealdermand. Kivik er også det eneste andet sted, hvor der er fundet en grav af den samme stort anlagte type som ved Bølshavn.

Alligevel er der aldrig siden blevet gravet på højen. Ikke før i sidste uge, hvor Bornholms Museum tog fat på det nu 151 år gamle hængeparti.

En helt ualmindelig grav

Markerne ved Gyldensgård ligger højt oppe i terrænet. Det blæser ret stærkt, men solen er fremme, og ved skurvognen fra Bornholms Museum er en høj 67-årig mand i et ganske glimrende humør.

I seks år fra 2002 var arkæologen Carsten Larsen direktør for Nationalmuseet. Da han forlod den stilling, blev han såmænd direktør for Folketinget. Det var han indtil maj, hvor han gik på pension. Så denne dag på det østlige Bornholm er han bare et (ganske vist meget prominent) medlem af flokken på otte fritidsarkæologer, der hjælper Bornholms Museum med at afdække graven ved Bølshavn.

– Det er mange år siden jeg selv har været med til at grave. Jeg kan rigtig godt lide det. Men som direktør skal man mest skaffe penge til, at andre kan grave, siger han.

Lidt usædvanligt handler arbejdet ikke om at finde bronzealderting.

– Vi graver ikke efter genstande, for her er ikke noget. Vi har kun noget dårlig keramik, fortæller Carsten Larsen.

– Det vi er ude efter er konstruktionen af den her helt usædvanlige høj. Jeg har aldrig før set en bronzealder-konstruktion med så store sten som her. Det er en enestående gravtype i Danmark, og vi vil gerne dokumentere, hvordan de har bygget den op.

– Almindelige bronzealderhøje plejer at være bygget af tørv. De indesluttede liget i en udhulet træstamme, som de placerede på sten. Og så lagde de lag af tørv med græsset nedad ovenpå. Men her har man bygget højen i jord og ler, siger Carsten Larsen.

– At de byggede nogle gravhøje af sten og jord, har vi også set andre steder. Men de kraftige sten og lerlaget ovenpå gør graven her unik.


Den døde var betydningsfuld

At gravhøjen skiller sig ud fra andre grave fra den samme tid, fortæller arkæologerne meget. Men det rejser også adskillige spørgsmål.

– Her får vi at se, hvordan man gravlagde en rig mand i omkring år 1300 før Kristus. Han må have været meget betydningsfuld, for samfundet har brugt store ressourcer på at bygge den her grav, siger Carsten Larsen.

– Dyretanden er blevet bestemt til at stamme fra en spækhugger. Den er ikke fra et marsvin eller en delfin, nej, det er en tand fra en spækhugger langvejs fra. Og karret er af bronze fra Italien.

– At bygge den her høj har revet en masse mennesker ud af den daglige produktion. Man viser her, at man har et økonomisk overskud på samme måde, som man viser det med den samtidige grav i Skåne. Men hvorfor har man brugt så mange kræfter på at gravlægge ham? Hvilke omstændigheder har retfærdiggjort det? spørger Carsten Larsen.

Han skuer ud over havet, hvor Christiansø træder frem i horisonten.

– Det er jo heller ikke den dårligste udsigt, siger han så.

Regner I med at få alle de svar, som I søger?

– Nej, svarer Carsten Larsen.

– Når man åbner sådan en grav her, får man besvaret nogle spørgsmål, men nogle nye vil også rejse sig. Men det er jo det basale ved al videnskab.


20 mindre grave er fundet

I første omgang har gravearbejdet gjort klart, at der rundt om bronzealdergraven er cirka 20 senere og meget mindre grave fra jernalderen. Hver af de grave er kun et lille hul, for ligene er blevet brændt, og de 20 såkaldte brandpletter svarer på den måde til de små huller, der bliver gravet, når en urne i dag bliver sat i jorden.

Andre nye fund er stadig spørgsmålstegn.

– Her er der en cirkelformet nedgravning, som vi endnu ikke ved hvad indeholder. Og det her er formentlig en bautasten. Den har nok stået op, men er blevet væltet, fordi en landmand en gang syntes, at den stod i vejen, fortæller Carsten Larsen.

Bornholms Museums chefarkæolog Finn Ole Nielsen er stødt til. Han kan fortælle, at gravearbejdet har vist sig større, end han på forhånd havde troet. Så Bornholms Museum afgrænser nu et areal på 150 gange 100 meter og lejer det af lodsejer Birger Haue-Hansen på Gyldensgård. Finn Ole Nielsen nævner taknemmeligt, at landmanden har været meget positiv og hjælpsom.

– Historien gentager sig. Om den her grav sagde vi, at den opgave klarer vi på 14 dage. Men hver gang vi åbner noget, kommer der nye ting frem. Man skal lade være med at åbne for stort, for hver gang tager det flere år at blive færdig, ler Finn Ole Nielsen.

– Området trænger også massivt til vand. Jorden er alt for tør nu, og vi skal ikke grave det her ud for hurtigt. Det er det simpelthen for godt til, siger han.

– Der ligger en måneds tid mere forude, siger Carsten Larsen.

Med nye uløste gåder i jorden har arkæologerne stadigvæk rum til at drømme. Næste år vil vise hvilke drømme, der holdt og hvilke, der fordampede som dug i morgensolen over Bølshavn.

– Den ultimative succes er, hvis der er fliser og helleristninger som i den bronzealdergrav ved Simrishamn, der er identisk med den her. For det vil knytte yderligere bånd mellem den gravlagte her og ham, der blev gravlagt i Skåne. De var samtidige, og der kan ikke være tvivl om, at de har kendt hinanden, siger Carsten Larsen.

– Mit succeskriterie var, at vi kunne finde en lille stump til af bronzekarret eller måske noget andet, som de ikke fandt i 1869. Men vi er ikke nået ned i de lag, og vi når det heller ikke i år, siger Finn Ole Nielsen.

Han peger over mod Gyldensgård. Bag gården ligger flere marker højt i terrænet.

– Og når vi ser det her, kan vi spørge, hvad der mon ligger på højden derovre.