– Kundernes adfærd har ændret sig efter covid-19, og fremtiden kræver blandt andet, at vores detailhandel bliver klædt bedre på til digitalisering og til balancen mellem fysisk og digital tilstedeværelse, siger Bornholms erhvervschef Christa Lodahl. Foto: Berit Hvassum

Coronahjælp: 6,4 millioner kroner til Bornholms mindre virksomheder

ERHVERV

Bornholms mindre forretninger og butikker har efter covid-19-pandemien behov for nye kompetencer for at kunne drive forretning. Derfor giver Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse nu 6,4 millioner kroner til projektet “Genstart erhverv i gadeplan”, der skal udvikle 100 virksomheder over hele Bornholm.

Ved at løfte kompetencerne hos både ledere og medarbejdere skal virksomhederne klædes på til blandt andet den digitale omstilling. Det oplyser Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse i en pressemeddelelse.

– I bestyrelsen håber vi, at mange af de bornholmske forretninger, der stadig mærker covid-19 på omsætningen, vil se projektets tilbud om kompetenceløft til ledelse og medarbejdere som et alternativ til at afskedige. Samtidig ved vi, at digitalisering er centralt for virksomhedernes udvikling på den lange bane, siger Nicolai Hansen, medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse, i pressemeddelelsen.

Bag projektet står et partnerskab med regionskommunen, Erhvervshus Hovedstaden, Business Center Bornholm, øens lokale handelsstandsforeninger og brancheorganisationer, blandt andre Dansk Erhverv.

– Mange forretninger i Bornholms detailhandel har fået genskabt omsætningen, godt hjulpet af de mange danske turister i sommer. Men kundernes adfærd har ændret sig efter covid-19, og fremtiden kræver blandt andet, at vores detailhandel bliver klædt bedre på til digitalisering og til balancen mellem fysisk og digital tilstedeværelse. På Bornholm har virksomhederne ovenikøbet en lav grad af digitalisering, så projektet rammer klokkerent ned i vores behov, siger Bornholms erhvervschef Christa Lodahl.

Den kommende indsats på Bornholm bygger på erfaringerne fra et tilsvarende og succesfuldt projekt på Sydfyn, som Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse bevilgede penge til før sommerferien. Her har digitale udviklingsplaner, tilpasset hver enkelt forretnings behov og ønsker, skabt mere omsætning og flere arbejdspladser.

– Projektet lander lige i øjenhøjde med os i detailhandelen, for vi har brug for et kompetenceløft, så vi også i fremtiden kan klare os. Samtidig er vores brancher og forretninger meget forskellige, hvilket afspejles i antallet af medarbejdere. Derfor er det godt, at udviklingsplanerne udformes efter virksomhedens behov, og at indsatsen bliver personlig og digital og kan komme til at ligge uden for butikkernes åbningstid, siger Lotte Hjort, bestyrelsesmedlem i Rønne Handelsstandsforening, Business Center Bornholm og Erhvervshus Hovedstaden Bornholm.

Projektet på Bornholm er et af i alt otte nye projekter, der får støtte fra erhvervsfremmebestyrelsens pulje “Morgendagens kompetencer”. Projekterne arbejder på at løfte kompetencer indenfor kvalificeret arbejdskraft, grøn omstilling og digitalisering.