Udenfor Sæsonen: Det sidste år som teenager

Udenfor Sæsonen: Det sidste år som teenager
Musikerne bag Udenfor Sæsonen. I midten Steffen Brandt, Dario Campeotto og Ginne Marker. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 17. SEP 2020 • 17:33
Af:
torben-oestergaard-moeller
| ABONNENT
17. SEP 2020 • 17:33
KULTURUGE

Viceborgmester Morten Riis causerede elegant over begrebet tid, da han på Melsted Badehotel torsdag eftermiddag bød velkommen til præsentationen af årets hold til den bornholmske kulturuges (i hvert fald på Bornholm) legendariske Udenfor Sæsonen-koncerter.

Blandt andet talte han om, hvordan han engang ved en digtoplæsning med Søren Ulrik Tomsen havde hørt denne tale om, at der sker noget med en, når man kan sige: "For 20 år siden ...".
Han skulle med på grund af
min dybe beundring for
en vitalitet, som jeg måske
håber, jeg selv kan præstere,
når jeg engang når dertil.

Hvad der præcis sker, kan vi her lade ligge, men blot konstatere, at spejlet derhjemme gerne fortæller ét og andet om det, og så i øvrigt slå fast, at der netop er gået 20 år, siden den første kulturuge blev stablet på benene.

Året efter opstod fænomenet Udenfor Sæsonen-koncerterne, og de kan dermed markere deres 19 års-fødselsdag i år, hvilket blandt sker med to solister, som placerer sig i hver sine ende af aldersspektret, nemlig Ginne Marker, som er 25 år, og Dario Campeotto, som er 81 år. Derimellem – men nej, absolut ikke midt derimellem – finder vi så koncertrækkens ubestridte ankermand, Steffen Brandt.

Om sit valg af Dario Campeotto siger han blandt andet:

– Det kom sig af, at alle i hele verden, havde jeg nær sagt, men i hvert fald næsten alle i Danmark på en eller anden måde er vokset op med, at han har været førsteelskeren i dansk film og crooneren, som har været i et lydspor til mit eller i hvert fald mine forældres liv, og derfor kom også jeg til at høre det. Han har bevæget sig i nogle cirkler, som jeg ikke har været så meget i, men alligevel har der hele tiden ligget en form for respekt. Når man bliver ældre, lærer man også at føle en respekt for andre måder at lave eller fortolke musikken på end den, man selv står for. Og der har han haft en integritet i sit virke, som gør, at han som 81-årig kan komme ind i øvelokalet og vælte os alle sammen omkuld med sit nærvær og sin autenticitet.

– Det kan nogle måske miste hen ad vejen, men han har bevaret den respekt hele vejen rundt, og det, synes jeg, er vildt imponerende. De relativt unge musikere, vi spiller med, er også fuldstændig blæst bagover af hans professionalisme, men også hans elskværdighed, som ikke er en selvfølgelighed, når man har været så længe i den her branche. Så han skulle med på grund af min dybe beundring for en vitalitet, som jeg måske håber, jeg selv kan præstere, når jeg engang når dertil, siger Steffen Brandt med glimt i øjet.

Og hvordan er du blevet opmærksom på Ginne Marker?

– Jeg har hørt hende, for jeg holder øje med, hvad der sker, og jeg fik også en hilsen fra Jeppe, vores trommeslager, som sagde, at han sad og lavede noget med hende, og om hun kunne være en mulighed. Og det havde jeg netop også tænkt på. Jeg må sige, at det er sjældent, man møder en 25-årig, der er så færdigudviklet – og det er hun selvfølgelig heller ikke – og som spiller en guitar, som hun gør. Og så skriver hun også selv sine sange, som hun selv synger. Allerede nu har hun en klang, som jeg tænker, der kan komme meget godt ud af.

I år er 19. gang med Udenfor Sæsonen, så næste år ryger koncertrækken ud af den vilde og sprudlende teenagealder. Så bliver det vel røvkedeligt?

– Nej, til næste år tænker jeg, det er så heldigt, at vi har fået coronaen under kontrol, og så har vi et kæmpestort behov for at fejre det med noget, der er endnu mere sprudlende, haha. Det er i hvert fald ånden i det, ler Steffen Brandt.

Udenfor Sæsonen spiller torsdag på Campus Bornholm i Rønne, fredag i Kyllingemoderen i Almindingen og lørdag i Musikhuzet i Rønne.


Stor fan af Steffen


Ginne Marker udsendte sidste år sin anmelderroste første soloplade "For Seasons to Come".

Og så kontaktede Steffen Brandt hende i forbindelse med Udenfor Sæsonen-koncerterne.

Hvad tænkte du om det?

– Jeg skyndte jeg mig at tjekke min kalender og se, om jeg kunne. Og jeg tænkte, at det godt nok var vildt. Det er ikke så ofte, man vågner op til en mail fra Steffen Brandt. Da han så skrev, hvem der var med, var der kun et par stykker, jeg havde mødt før, men jeg kendte de andre af navn, så bare det at skulle spille med dem, ville være nok til at sige ja. Jeg har også altid været stor fan af Steffen, så jeg tænkte, at det skulle jeg være med til, det er ikke hver dag, man får sådan et tilbud.

Hun synes det er spændende at være med i projektet og se, hvordan de andre kunstnere arbejder med tingene.

– Ikke mindst Steffen, for han er god på en scene, så det vil jeg gerne se, om jeg kan lære noget af. Det tror jeg, jeg kan, siger hun.

 

Holdet bag

Solisterne Steffen Brandt, Dario Campeotto og Ginne Marker bakkes til Udenfor Sæsonen-koncerterne op af:

Jeppe Gram, Jeppe Skovbakke, Gustaf Ljunggren og Christoffer Møller samt et klassisk ensemble bestående af: Cæcilie Balling, Josefine Opsahl, Josefine Weber Hansen og Mika Persdotter.