Abdullah Aka Saqar optræder fredag aften i Musikhuzet. Pr-foto

Rapper fra Syrien i Musikhuzet

KULTUR

Øveforeningen Rytmisk Musik Bornholm, RMB, har fredag i Musikhuzet i Rønne et arrangement, der formentlig primært retter sig mod de unge.

– Indtil videre er der en lokal rapper, som har tilmeldt sig og kommer og optræder, og vi håber, at der er andre, der melder sig, gerne forinden eller på aftenen, oplyser Peter Andreas Harteg fra spillestedet i en pressemeddelelse.

På den måde kan en enkelt rap jo udvikle sig til flere. Rap-rap-rap.

Rapperen hedder Abdullah Aka Saqar, han er 19 år og sangskriver og producent fra Syrien.

Han præsenterer sig selv således:

– Jeg laver sange fra mange forskellige genrer, men den vigtigste genre, jeg er interesseret i, er hiphop. Fra tid til anden kan jeg godt lide at blande rap med metal og skabe meget forskellige, men fantastiske hybridsange. Det vigtigste mål med min musik er at skrive om følsomme emner, som ingen er modige nok til at tale om, og at lave musik til folk, der lider under alle mulige problemer, så de kan forholde sig til mine sange og føle sig mere selvsikre. For jeg var på samme sted som dem, men jeg overvandt næsten enhver kamp, jeg havde.

Grundlæggende, oplyser Peter Andreas Harteg, er der tale om et rap/hiphop-arrangement i Raschs Pakhuz med upcoming navne. Han opfordrer folk, der måtte have lyst til at optræde, til at kontakte Jesper – helst inden arrangementet, men ikke nødvendigvis – ved at sende en mail til [email protected] eller sms på 5134 5803).

Og han tilføjer:

– Du behøver ikke at have stået på en scene før, bare du har lysten og har øvet dig på din optræden forinden.

Koncerten er en del af Bornholms Kulturuge.