Kulturuge i Nexø torsdag: Fællesspisning, teater og koncerter

Kulturuge i Nexø torsdag: Fællesspisning, teater og koncerter
Blandt andet forestillingen Rickshaw kan i dag opleves i Nexø. Foto: Peter Madsen
| ABONNENT | 17. SEP 2020 • 12:35
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
17. SEP 2020 • 12:35
KULTUR

Torsdag er Nexø-dag i Bornholms Kulturuge, og byen summer med en lang række aktiviteter, blandt andet på legeland, skatecenter og cafè Værftet i Nexø.

Her er der fællesspisning 17.30 under det landsdækkende initiativ: "Danmark spiser sammen".

Umiddelbart efter fællesspisnings-arrangementet, starter en jazz-koncert i skatehallen som en del af Kulturugen, fortæller Miriam Kaas Hansen, administrativ leder i Værftet.

Koncerten er med Moments’ Notice - en innovativ jazzduo, som består af Johann Gustav og Jonas Due.

Efter spisningen vil Moments Notice gøre aftenen til noget helt særligt, når de lader jazzen fylde Værftet. Duoen består af pianist og trompetist, og gruppens fine nordiske lyd vil stå i kontrast til den hårde beton og de rustikke rammer. Med højt til loftet - i både arkitektur og stemning - vil samtalen og samværet denne aften fortsætte med musikken som omdrejningspunkt.

Johann Gustav og Jonas Due er begge konservatorieuddannede musikere og er velkendte ansigter i det københavnske musikmiljø, hvor de har deres daglige gang.

Samlet set holdes fællesspisning og koncert under titlen ‘Urban Vibe’.

Værftet holder jævnligt Eat-and-talk fællesspisninger, som har til formål, at mennesker kan mødes på tværs af forskellige baggrunde.

Flere teaterforestillinger

Bornholms Kulturuge i Nexø byder også på børneteater på Scene2 torsdag eftermiddag, hvor børnene kan opleve forestillingen ”Musen, Fuglen & Pølsen”, som er inspireret af Brdr. Grimms eventyr af næsten samme navn.

Torsdag eftermiddag kan også opleves forestillingen "Ting", som er for alle over 12 år.

Ting - er et life size brætspil om menneskers forhold til ting. Intet andet pattedyr på Jorden er afhængig af objekter, på samme måde som mennesker er. Vi kan ikke gøre noget uden vores ting. Hvilke ting er vigtigst og skal beholdes for enhver pris? Og hvem har magten til at beslutte det?

Deltagerne får høretelefoner på og bliver en aktiv medspiller i legen, og forestillingen starter hver halve time i tidsrummet 13 til 18 på Nordre Strandvej 2.

Fokus på Martin Andersens kvindesyn

I det lille museum Martin Andersen Nexøs Mindestuer kan man i dag også opleve et temaarrangement om romanen Ditte Menneskebarn og Martin Andersen Nexø.

Martin Andersen Nexø havde en dobbelttydig opfattelse af forholdet mellem det mandlige og det kvindelige.

Det belyses af to Martin Andersen Nexø kendere, Anne Mette Kruse og Henrik Yde.

Teatersport med rickshaw

Sidst på eftermiddagen ruller en teatersports-forestilling ind i nærheden af Skippertorvet. Forestillingen ’Rickshaw’ er en historie om udbytning og forandring, som publikum umiddelbart kan forholde sig til. Fortællingen foregår udendørs under åben himmel, i et internationalt, fysisk teatersprog, med humoren og komikken på pedalerne, og alvoren dybt placeret i passagersædet. "Rickshaw" blev kåret som bedste forestilling på Milano Clown Festival, Italien i 2016.

Vandring og time-out

Kulturugedagen byder også på et arrangement på Stenbrudsgården i Nexø om vandring som tema.

Interessen for at gå, har ført til helt nye initiativer på Bornholm, og man kan høre om Den Grønne Bølge, Pilgrimsvandring og Naturinitiativer, der sætter spor i krop, sjæl og landskab.

Sange fra tænkepausen

Sluttelig er der også mulighed for at komme til dagligstue-koncert torsdag under titlen "Timeout - i Nexø".

Sangskriverne Kalle Brandt og Henrik Billing har de sidste tre kulturuger på Bornholm, samarbejdet omkring konceptet ’dagligstuekoncerter’ i private hjem med koncertrækkerne ’Hjerterum’ (2017), ’Lydspor’ (2018) og ’Retro’ (2019).

I år er temaet inspireret af det time-out og de overvejelser mange fik, da landet blev lukket ned på grund af covid-19, og mange blev sendt hjem.

Der er lagt op til en både eftertænksom og sørgmunter sensommereftermiddag, hvor temaet foldes ud og bliver omsat til historier, tekst og musik fra og om en ny virkelighed.

Vejret bestemmer om koncerten bliver en dagligstue eller baghavekoncert.

Flere af arrangementerne er gratis. I kulturugeprogrammet kan man se alt om tid, sted, priser med mere for dagens oplevelser.