Kommunen deler præmiepenge ud: Grønne projekter skal kappes om næsten fire millioner

Kommunen deler præmiepenge ud: Grønne projekter skal kappes om næsten fire millioner
Arkivfoto: Berit Hvassum
| 17. SEP 2020 • 20:01
Af:
jakob-marschner

17. SEP 2020 • 20:01
Var det noget at modtage mindst 150.000 kroner fra regionskommunen? Så kommer chancen ikke bare én, men tre gange i det kommende år. Den kommer bare også sammen med nogle ret skrappe krav.

Det står klart, efter at kommunalbestyrelsen torsdag aften godkendte kriterierne for at søge penge fra en ny grøn tilskudspulje. Den er opstået, fordi Bornholm i april vandt EU-konkurrencen Responsible Island Prize og de godt 3,7 millioner kroner, der fulgte med.

Den første tredjedel af de penge vil efter planen blive uddelt i december. De næste to portioner bliver fordelt i april og oktober næste år. Kun virksomheder og foreninger med et CVR-nummer vil kunne søge penge fra puljen.

For at få penge fra puljen skal en ansøger have et projekt, der understøtter Bornholms visioner om grøn omstilling og om at blive energi-ø. Projektet skal foregå på Bornholm, hvor det også skal både levere resultater og skabe lokalt engagement.

Projektet skal desuden være være nyskabende og dermed til gavn for innovation i den grønne omstilling, og det skal have afledte positive følger for Bornholm. Herunder skal projektet skabe flere arbejdspladser. Endelig skal projektet involvere bornholmske aktører som for eksempel Bornholms Energi og Forsyning, Business Center Bornholm, Bornholms Landbrug eller Destination Bornholm.