Generationsskifte: Menighedsråd i Nexø skal have ny formand

Generationsskifte: Menighedsråd i Nexø skal have ny formand
Nexø Kirke. Arkivfoto: Berit Hvassum.
| ABONNENT | 17. SEP 2020 • 14:04
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
17. SEP 2020 • 14:04
KIRKE

To nye blev valgt ind i menighedsrådet for Nexø Sogn, da der tirsdag for første gang var menighedsrådsvalg efter nye regler.

Knud Henrik Folkmann og Peter Westh Jensen blev valgt som nye medlemmer af menighedsrådet, mens Gitte Kofoed Pedersen og Christian Raahauge blev valgt som stedfortrædere. Connie Hansen, som nu sidder som stedfortræder, blev også valgt ind i menighedsrådet.

Fire medlemmer af det nuværende menighedsråd ville gerne stille op igen og blev alle genvalgt: Lasse Munk, Daniel Sonne Larsen, Steffen Nielsen og Anita Bech.

Da medlemmerne i sognet er faldet til under 3000, skulle der denne gang kun findes syv personer til menighedsrådet, hvor der tidligere har siddet otte, oplyser Anita Bech.

Valgaftenen betyder også, at menighedsrådet skal finde en ny formand blandt de valgte.

Generationskifte

Formand Dina Skarsholm ønsker at stoppe i menighedsrådet. Det samme gør Inge Kofoed, Kurt Andersen og Merete Riis.

Dina Skarsholm forklarer, at det har helt naturlige årsager, at hun går af som formand.

– Jeg har været i menighedsrådet i otte år og formand i otte år. Jeg blev 75 år i sommer, og ville blive 80, inden næste valg, så jeg synes, der skulle yngre kræfter til, og heldigvis er det et forholdvis ungt menighedsråd i Nexø, forklarer den afgående formand.

Der er to medlemmer under 40 og to under 50 år.

– Vi var fire over 70 år, som alle bad om udskiftning.

Så det er et generationsskifte?

– Ja, det føler jeg også. Da jeg selv blev valgt ind for otte år siden, var der også meget stor udskiftning i menighedsrådet.

Skal ansætte ny præst

Der er dog også fire, som blev genvalgt og fortsætter fra det gamle til det nye menighedsråd, og det er godt, mener Dina Skarsholm, for menighedsrådet i Nexø skal blandt andet være med til at ansætte en ny præst til sognet, efter at sognepræst Jens Borg Spliid, i juni fik ny stilling i et vestjysk sogn.

Og da det nye menighedsråd først tiltræder til december, vil det være det afgående menighedsråd, der er med til ansættelsesprocessen af den nye sognepræst, da ansøgningsfristen udløber 5. oktober.

Vælger ny formand i november

Først den 13. oktober er det nye menighedsråd dog endeligt valgt. Der er nemlig en indsigelsesfrist på fire uger, hvor det er muligt at indlevere en ny liste med syv kandidater og dermed muligt udløse et afstemningsvalg.

I så fald vil der skulle afholdes et kampvalg den 17. november, oplyser Anita Bech.

Kommer der ingen indsigelser, vil det nye menighedsråd, som blev valgt til valgforsamlingen tirsdag aften, blive indsat fra 1. søndag i advent.

Det konstituerende møde, hvor blandt andet ny formand bliver valgt, vil først ske i november. Dato er ikke fastlagt endnu., oplyser Anita Bech.

Mere demokratisk

Det nye ved menighedsrådsvalgene i år er, at de foregår som såkaldte valgforsamlinger, hvor valget foregår som personvalg mellem de kandidater, der melder sig på aftenen. Det vil sige, at kandidater til menighedsrådet i princippet kan stille op på selve aftenen.

Ideen med den nye valgform til menighedsrådene er at gøre valgprocessen mere demokratisk og gennemsigtig, hvor alle medlemmer til menighedsrådene vælges på en valgforsamling den tredje tirsdag i september.

På valgforsamlingen stiller interesserede kandidater op, der er mulighed for debat, og der stemmes på de enkelte kandidater ved skriftlig hemmelig afstemning. Det nye er, at der ikke alene opstilles kandidater, men de vælges på dagen for valgforsamlingen.