Dario Campeotto skal synge ved tre koncerter på Bornholm. Foto: Jacob Jepsen

For 50 år siden knyttede Dario Campeotto et ubrydeligt bånd til Bornholm

KULTURUGE

Bornholms Tidendes udsendte journalist har en kollega, der som barn gerne omtalte ham som “ham-der-Otto”. Altså, ikke Campeotto, for det, der kom ind gennem barnets øre, måtte hjernen bearbejde til en forståelig sætning.

“Ham-der-Otto”.

Vi andre kender ham som Dario Campeotto. For rigtig mange mennesker har han bare været her altid, og i år er han med i Udenfor Sæsonen-koncerterne under den bornholmske kulturuge.

Skal du – skal DU! – ud med Steffen Brandt!
Så kan du godt ta’ dig sammen, kammerat.

At han har “været her altid” giver sig selv, når hans helt store gennembrud kom, da han i 1961 for alvor slog igennem med den udødelige “Angelique”. Hans gennembrud og efterfølgende karriere, og ikke mindst hans popularitet hos de kvindelige fans, har betydet, at man i dag kan slå op i Den Danske Ordbog under “dario” og erfare, at det skam er et navneord, som betyder “selvsikker, selvglad og forfængelig kvindebedårer, ofte med sydeuropæiske aner”.

Oprindelsen af ordet? Jo: “Efter den dansk-italienske sanger, skuespiller og entertainer Dario Campeotto”, som, i parentes bemærket, her i 2020 er nærværende, venlig og imødekommende at spendere nogle stunder med på terrassen til Melsted Badehotel for at tale om Udenfor Sæsonen-koncerterne.

Ved den internationale Eurovision Song Contest dengang i 1961 blev han nummer fem, men siden blev det til utallige pladeudgivelser og roller på teatre, i operetter, film og revyer og en karriere, som simpelthen aldrig stopper.

Vi har mødtes før, hvorfor jeg indleder vores samtale med et “tak for sidst” – vel vidende, at dét kan han ikke erindre. Men i 2001 tog hans karriere et sidespring med albummet “Love Is in the Air”, hvor et ungt hold af musikere havde lokket ham til at fortolke en for ham uvant samling sange skrevet af blandt andre Barry White, Stevie Wonder, Lou Reed og The Rolling Stones, og jeg besøgte ham dengang i hjemmet på Frederiksberg for at interviewe ham om dette fantastiske album til dagbladet Politiken.

– Hvornår var det, spørger han interesseret til min hilsen, og da han har fået svaret om vores første møde, fortæller han beredvilligt om projektet, at det var trommeslageren Claes Antonsen, som blandt andre spiller med Thomas Helmig og er kapelmester i The Antonelli Orchestra som akkompagnerer “Vild med dans” og “Toppen af poppen” på TV 2, der dengang tog kontakt til ham.

– Jeg var ude og skulle synge til et eller andet, og så griber han fat i mig og siger: “Hey, papa, jeg ku’ jo være din uægte søn fra sidste baggård i Napoli!”. Og jeg siger, skal vi ikke bare aftale, at det er du. Du er min søn, haha. Og så har vi haft det rigtig hyggeligt sammen siden, og han er en rigtig god kammerat. Vi skulle så ind at tale om en grammofonkontrakt, og det viste sig at være Jan Wennick, som i 1960 sammen med sin bror var blevet kendt som Banjodrengene for deres indspilning af “Banjo Boy”. Hvad søren, er det dig knægt, sagde jeg, og Claes tog sig til hovedet og sagde, “der røg den kontrakt”, men det gjorde den nu ikke, og det blev et spændende projekt med den plade.

Hvad synes du om det projekt, du nu er med i, Udenfor Sæsonen-koncerterne?

– Steffen Brandt spurgte mig sidste år, men da kunne jeg desværre – eller heldigvis – ikke, for jeg havde en masse at lave. Jeg skulle på turne med mit 60 års-jubilæumsshow, som endte med at blive på 65 koncerter. Men jeg sagde til Steffen: Jeg kan næste år, jeg kan låse datoerne for dig, og han svarede, at det måtte vi vende tilbage til. Og så ringede han, som den gentleman han er, til mig i januar måned og spurgte, “skal vi lege?”, og jeg sagde ja, det skal vi i hvert fald.

Kendte du til konceptet på forhånd?

– Nej, musik er en pudsig ting, det er en stor verden, og jeg havde aldrig truffet én eneste af alle de her gutter og damer før. Det har jeg altså ikke! Og heller ikke Steffen. Til gengæld er der flere i familien, der har sagt: Skal du – skal DU! – ud med Steffen Brandt! Så kan du godt ta’ dig sammen, kammerat, haha. Så det er kun hyggeligt, at han har det omdømme. Og han har jo også komponeret og skrevet tekster til så mange spændende ting. Jeg har fået tre spændende sange, jeg skal synge i de her dage, og det har været en mundfuld at få ind, for det er ikke lige min verden. Men de er så interessante og spændende og pudsige, så det går jeg ind for. Lige for tiden er vi alle sammen groundet på grund af corona, hvilket er forfærdeligt, men det betyder, jeg har haft tid til at gå og øve mig.

– Og glæder mig til at synge de tre sange. Hvad er det, man siger: Frisk halm i gamle træsko, og det er fantastisk at møde en helt ny generation af unge mennesker, som stråler af entusiasme, og de er så dygtige! Det er en stor oplevelse for mig at arbejde sammen med dem, og de synes også, jeg er en pudsig fætter, siger sangeren.

Den bornholmske forbindelse

Og du har jo et forhold til Bornholm?

– Ja, det hele kommer sig af, at min kone, Gertrud, er bornholmer. Jeg mødte hende i 1970, da jeg skulle med Tom Wilke og Ole Nezer til Bornholm, hvor jeg skulle synge på Villa Nova ved Rønne. Gertrud var 17 år og havde et job i baren. Der var et eller andet, der trak mig … og til næste år er det altså 50 år siden, vi traf hinanden, og vi har to pragtfulde børn, Filippo på 30 år og Claudia på 42, og vi er one big family. Og så tager vi jo selvfølgelig over til øen en gang imellem.

Dog ikke for lang tid af gangen:

– Jeg må indrømme, jeg får økuller en gang imellem. Jeg lider simpelthen af det, det er hårdt for mig. Jeg er vant til at køre i min bil og køre hen, hvor det passer mig, siger Dario Campeotto.

Ja, kører du 100 kilometer her, og så er du tilbage, hvor du begyndte?

– Nemlig, min svigerfar arbejdede på Østkraft, og han kom nogle gange hjem og sagde “jeg e’ helt forpustet, jeg har tjørt hele dagen!”. Jamen, hvor har du da været henne? Og så viste det sig, at han havde været 20 kilometer væk og så 20 tilbage igen, men det var jo langt for ham, haha.

Er der stadig familie, I besøger?

– Ja, Gertrud har en storebror og en storesøster, som begge bor i Rønne. Søsteren er lige gået på pension og har solgt sin damefrisørsalon, og min svoger er også pensioneret, årene går jo. Men desto bedre tid har vi til at pludre med hinanden og kigge på billeder og så videre, så det er ren nostalgi. Man skal bare lige geare ned, når man kommer herover. Det er en verden for sig, her er smukt og stille og roligt, og jeg holder meget af det. Men så vil jeg fanme også hjem igen, ler sangeren godmodigt.

Steffen Brandt er glad for at have Dario Campeotto på sit hold. Foto: Jacob Jepsen