Ukrukket og kærlig kunstner

Fødselsdag - 75 år

Kunstnernes Efterårsudstilling i 1967-69; Charlottenlunds Forårsudstilling 1968-72; 100 danske grafikere, Charlottenborg 1971; Kunstnernes Påskeudstilling 1971-73; Corner 1973-75 ...

Alene denne begyndelse på en alenlang liste over udstillinger, Inge Lise Westman har deltaget i, vidner om et usædvanligt langtidsholdbart talent og et imponerende virke, ikke mindst når vi straks tilføjer, at hun ydermere lige nu og frem til den 1. november er aktuel med udstillingen "Mens vi venter på sneen" på Svanekegaarden.

Hun er født den 19. september 1945 i København, men købte hus på Bornholm i 1971 og har i en årrække været aktiv deltager i det bornholmske kunstliv, ligesom hun er Bornholms eneste, kvindelige fastboende billedkunstner på livsvarig hædersydelse fra Statens Kunstfond.

I 2017 kunne det kunstinteresserede publikum nyde hendes soloudstilling på Bornholms Kunstmuseum med titlen "Sjymma" – hvilket er skumring på bornholmsk.


Inge Lise Westman, som bor uden for Gudhjem, er uddannet på Det Kgl. Danske Kunstakademi i København i årene 1967-72, og hun er repræsenteret på stribevis af kunstmuseer, har gennem årene foretaget diverse udsmykninger samt modtaget et hav af legater.

I kataloget til "Sjymma" forklarede kunstmuseets leder, Lars Kærulf Møller, at Inge Lise Westman er en mester i ikke at sige så meget, men til gengæld male, så det synger:

– Med stadig større indsigt og mod går hun til lærredet. Ukrukket og kærligt, med et livs erfaring og ballast som katalysator frembringer hun billeder, ikke af naturen, men af selve begrebet om naturen, skrev Lars Kærulf Møller blandt andet i kataloget og satte denne trumf på:

– Det billede, vi alle genkender, når vi kigger indad, og som man måske skal have en flig af den nordiske melankoli for at forstå den fulde dybde af.

Da hun i 2014 blev interviewet her i avisen, fortalte hun blandt andet til journalist Tommy Kaas, at hun griber sit kunstneriske virke an som en håndværker, der skal have noget fra hånden, fordi hun "ikke kan være andet bekendt".

Det sker så vidt muligt med udgangspunkt klokken otte om morgenen.

– Nogle gange går jeg måske bare ned og fejer, men jeg går da herned og kigger, sagde hun dengang og fortsatte:

– En kunstner med stort K går måske og venter på, at inspirationen skal dumpe ned fra oven. Det gør jeg ikke. Der har jeg nok en mere håndværksmæssig tilgang til det. Jeg skal i gang.

Dragende

Hendes enorme naturskildringer, ofte småmelankolske og altid dragende, fortæller blandt andet historien om en kunstner, der fandt ud af, hvordan netop hun skulle male.

– Jeg har været på mange udstillinger, hvor jeg har oplevet, at det sorte har trukket i mig, når jeg er gået ind i et rum, sagde hun således.

– Det er den måde, man som ung kunstner finder ud af, hvad man selv vil: Ved at se på andres kunst. Det har for mig været det vigtigste. Det er dér, jeg har lært mig selv at kende.

Hun nævnte specifikt Rembrandt, Gerhard Richter, Giacometti og Goya som forskellige bud på kunstnere, der har sat noget i gang – og fortsatte:

– Men alle sætter noget i gang. Også kunstnere, som man måske ikke bryder sig om. Dem kan man ofte tage noget med fra. Så kan man se, hvad han og han har gjort forkert, og så kan man prøve at gøre det på en anden måde.

Produktionen, fortalte hun også, er en proces, der aldrig bliver afsluttet.

– Det ene billede overtager jo det andet, sagde hun.

– Jeg bliver aldrig færdig. Eller, på et eller andet tidspunkt slutter det jo.

Journalistens spurgte:

Gør det?

Hvortil Inge Lise Westman svarede:

– Ja, når jeg dør.

Det er naturligvis ubestrideligt, men i dag er det på sin plads med et varmt:

Tillykke!