Uddannelsesleder: Der er i den grad håb for den bornholmske madscene

Uddannelsesleder: Der er i den grad håb for den bornholmske madscene
Kamstykket fra krogmodnet bornholmergris, friske majskantareller og brombær var nogle af de ingredienser, kokkeeleverne brugte, da de dystede om bornholmsmesterskabet på Campus Bornholm. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 16. SEP 2020 • 07:17
Af:
henrik-nielsen
| ABONNENT
16. SEP 2020 • 07:17
GASTRONOMI

Både dommerne, underviserne og uddannelseschefen blev en smule overraskede over, hvor højt niveauet var, da ni kokkeelever dystede om at blive bornholmsmester. Eleverne er til daglig i gang med deres elevtid på forskellige lokale restauranter, og gæsterne på de spisesteder kan sætte sig til bords med ro i sindet, lyder vurderingen fra uddannelseschef Mattias Landberg-Krarup.

– Generelt var der et ret højt niveau. Vi var en lille smule overraskede over, hvor dygtige de er. Selvfølgelig er det en lille smule angstprovokerende at blive kastet ud i sådan noget her, men de formåede at lave noget ret velsmagende mad hele vejen rundt. Selvfølgelig var der fejl, men der var flere lyspunkter, end der var nedture, siger han opsummerende.

Hver kokkeelev skulle lave en enkelt ret af de råvarer, der blev udleveret, da konkurrencen gik i gang. På forhånd anede de ikke, hvad de skulle arbejde med. Det blev først afsløret, da de trådte ind i forberedelseslokalet.

– De skulle arbejde med krogmodnet bornholmergris, kamstykket, og en masse andre råvarer, blandt andet friske majs, kantareller og brombær, noget i den stil, som de så skulle lave en ret af, som de skulle servere til fire personer, fortæller Mattias Landberg-Krarup.


Mester i Melsted

Til opgaven havde de 20 minutters forberedelsestid og to timer i køkkenet. Resultaterne skulle de servere for dommerpanelet, som bestod af restauratør Patrick Hult fra Râzapâz i Rønne, køkkenchef Mathias Sejer Sørensen fra Grønbechs Hotel og Restaurant Vilhelm i Allinge og kok Rennie Kure fra Christianshøjkroen i Almindingen.

– Det klarede de alle sammen rigtig, rigtig fint, siger Mattias Landberg-Krarup.

I en konkurrence er det helt naturligt, at nogle klarer sig bedre end andre, og ifølge dommerne serverede Ida Kok Madsen dagens bedste ret. Hun er 22 år, arbejder til daglig i Melsted Badehotels restaurant og er altså nyslået bornholmsmester for kokkeelever. Men som sagt var niveauet generelt højt.

– Der er i den grad håb for den bornholmske madscene. Hvis man formår at holde lidt på de unge mennesker, som er derude lige nu og er i gang med deres uddannelse og deres elevtid ude på restautranterne, så er jeg overbevist om, at vi nok skal kunne holde niveau her på Bornholm, siger Mattias Landberg-Krarup.
Vi var en lille smule overraskede over, hvor dygtige de er.

Mattias Landberg-Krarup, uddannelsesleder, Campus Bornholm

 


Rigtig god oplevelse

For Mattias Landberg-Krarups vedkommende var det første gang, han overværede en dyst mellem kokkeelever på Campus Bornholm. Han er relativt nytiltrådt uddannelseschef, og han var meget tilfreds med hele dagen, både med setuppet og med elevernes præstation.

– Hvis det ikke var så pokkers hårdt at få sådan noget arrangeret og arviklet, så havde vi gjort det en gang om ugen. Vi er glade for at have muligheden for at gøre det her på campus, og det har været fantastisk med den støtte, vi har fået, siger han.

Elevernes mod, restauratørernes velvilje og lokale sponsorer gjorde dagen mulig og til en positiv oplevelse.

– Det har været en rigtig, rigtig god oplevelse. Det var første gang for mig, og jeg glæder mig til at gøre det igen næste år, fortæller Mattias Landberg-Krarup.