Drabssigtede brødre skal blive i fængsel

Drabssigtede brødre skal blive i fængsel
Bålhytten i Nordskoven ved Rønne, hvor den 28-årige Phillip Mbuji Johansen blev fundet dræbt. Foto: Klaus Holsting
| ABONNENT | 16. SEP 2020 • 10:59
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
16. SEP 2020 • 10:59
DRABSSAG

De to bornholmske brødre, som politiet sigter for at have dræbt den 28-årige Phillip Mbuji Johansen i Nordskoven ved Rønne natten til den 23. juni, har frivilligt accepteret en forlængelse af deres varetægtsfængsling.

Brødrene, der er indsat henholdsvis i Vestre Fængsel i København og i arresten i Rønne, skal dermed forblive varetægtsfængslet frem til den 14. oktober, hvor retten igen skal tage stilling til, om varetægtsfængslingen skal fortsætte.

Begge brødrene er fortsat sigtet for drab, men nægter sig skyldige. De erkender dog, at det var dem, der bankede Phillip Mbuji Johansen så eftertrykkeligt, at han efterfølgende døde af det.

Det gjorde de ifølge politiet blandt andet med granrafter, flasker, knytnæver, knivstik og et knæ mod offerets hals.

Brødrene vil derfor kun erkende at være skyldige i vold efter Straffelovens paragraf 245, der omhandler "legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter" og Straffelovens paragraf 246, der omhandler "vold med døden til følge". Her er straffen op til 10 års fængsel, hvorimod straffen for manddrab, som politiet sigter brødrene for, kan gå helt op til livstid.

Selve efterforskningen af Phillip Mbuji Johansens død er ifølge chefanklager ved Bornholms Politi, Benthe Pedersen Lund, afsluttet, og mentalundersøgelsen af brødrene, som blandt andet skal afgøre om de i det hele taget er egnet til almindelig straf, er også afsluttet.

– Vi mangler kun at få svar på nogle ganske få retsmedicinske og tekniske undersøgelser, siger Benthe Pedersen Lund.

Kursskifte

At den yngste bror frivilligt accepterer, at han fortsat skal være varetægtsfængslet, er et markant kursskifte. Han har ved alle de foregående forlængelser af varetægtsfængslingen forsøgt at blive løsladt eller i det mindste at få ophævet den besøgs- og brevkontrol, som han hidtil har været underlagt.

Senest ved retsmødet den 19. august, hvor han gennem sin forsvarer, advokat Asser Gregersen, løftede sløret for motivet til det brutale vold mod Phillip Mbuji Johansen, som endte med, at denne døde.

Her kom det frem, at den vold, som brødrene har erkendt, at de udsatte Phillip Mbuji Johansen for, skulle være en lærestreg, fordi brødrenes mor havde fortalt, at Phillip Mbuji Johansen havde opført sig seksuelt krænkende overfor hende og havde voldtaget hende. En hændelse, som moderen imidlertid ikke har meldt til politiet, og som flere af den dræbtes kvindelige bekendte ifølge et interview Ekstra Bladet pure har afvist kan være tilfældet.

Datoer er sat

Selve retssagen mod de to brødre, skal ifølge chefanklager Benthe Pedersen Lund for den 30. november og 1. december i år.

Her skal den føres som en nævningesag. Det betyder, at der ud over forsvarerne for de to sigtede brødre også skal være tre juridiske dommere og tre nævninge, som skal være med til at afgøre, om de to brødre er skyldige i drab, sådan som politiet i øjeblikket mener, og hvilken straf de i givet fald skal idømmes.