Bryllupper var glædelige i gamle dage - selvom man ikke havde raad til den store marengskjole

Bryllupper var glædelige i gamle dage, også selvom man måske ikke havde raad til den store marengskjole eller en fest til 100.000 kroner.

Der var mere end bare sne i luften den kolde januardag i 1923, hvor Elin Kofoed skrev til sin søster Dagny. Søstrene Kofoed fra Østermarie glædede sig, for den ældste søster skulle nemlig giftes:

”Du glæder dig vel meget til dette store bryllup, som vi jo snart skal til. Skal du have ny kjole eller hvordan? Jeg skal i hvert tilfælde have nye brune sko, om jeg faar kjole, det ved jeg ikke rigtig. Skal du, Elvira og jeg ikke slå os sammen og i fællesskab købe en ting til Agnes og Valter. Jeg tror, det betaler sig bedre end købe hver for sig,” skrev Elin Kofoed fra sin plads i Neksø til sin søster Dagny.


Elins praktiske tilgang til festtøj og gave ligger langt fra nutidens store bryllupper, men der var ingen tvivl om, at bryllupper var en vigtig del af livet, og i oktober 1927 var der håb om, at bryllupsklokkerne skulle til at ringe igen. Den yngste søster i flokken, Elvira Kofoed, opholdt sig i Bruxelles, hvor hun var en del af Frelsens Hær, og hun ville ikke gå glip af et kommende bryllup i familien og skriver til storesøster Dagny:

”Ja, storesøster, at du saadan skulde gaa hen og tabe dit hjerte til en skrædder paa dine gamle dage er ikke til at forstaa. Jeg havde dog troet, at du var saa fornuftig at lade de narrestreger fare ligesom mig. Nu har jeg en bøn til dig Dagny, og det er, at jeg er den første, der faar at vide, naar du skal have bryllup, for saa vil jeg saa gerne med, og hvis du indretter det saadan, at det bliver om sommeren, kan jeg sørge for at faa min ferie i den tid, hvis jeg faar det at vide i lang tid forud, og saa er det jo ogsaa sådan, at jeg skal spare mange penge sammen for at kunne rejse den tur, for det er en dyr rejse. 1000 francs koster det. Og det er jo ikke saa lidt for en fattig student. Nu er det sengetid for høns, og du maa have det godt og skriv snart.”

Om Elvira var med til min mormor og morfars bryllup i 1928 ved jeg ikke, men sommerbryllup blev det ikke. For brylluppet stod den 12. oktober 1928 hos sandemanden i Østermarie. Der eksisterer hverken bryllupsbilleder eller beretninger fra en festligholdelse, så måske var deres bryllup ligeså nede på jorden, som mine egne forældres var næsten 25 år senere - den 15.november 1952.

Knud og Lykke klædte sig pænt på, steg på toget fra Aakirkeby om morgenen og blev viet på borgmesterkontoret i Rønne klokken 11 af borgmester Niels Chr. Nielsen. Det skulle gå lidt stærkt, for rundt om maven sad den lånte brune omstændighedskjole, og det var med kongebrev, da Knud var under 21 år.


Derefter stod den på flæskesteg hos Lykkes forældre i Lobbæk, hvor Knuds plejeforældre også var inviteret: ”Jeg kan ikke huske, om vi fik dessert,” fortæller Lykke, men til gengæld kan hun huske, at hendes nye svigerfar, som var afholdsmand, satte sin øl diskret bag gardinet i vindueskarmen uden at drikke af den. 60 år efter havde de den store glæde at fejre diamantbryllup, og der var deres lille hus fyldt med gæster – og denne gang var det med dronningebrev. Der kom i hvert fald et fint brev fra Dronning Margrethe.

Jeg har fundet deres vielse på Rigsarkivets arkivalieronline. Her går man ind på sa.dk og under borgerlige vielser kan man finde amt og område og på den måde finde frem til ægteskabsbogen.

Rigsarkivet opbevarer registreringen af borgerlige vielser fra 1851 og frem fra hele Danmark og oplyser, at borgerlige vielser gennem tiden er blevet behandlet af forskellige myndigheder (arkivskabere). Dele af materialet kan du se online, andet skal du se på en af Rigsarkivets læsesale. I begge tilfælde finder du det via Rigsarkivets arkivdatabase Daisy. Dog gælder der særlige forhold for Sønderjylland og for København.

Når man er blevet gift, så får man sin vielsesattest og nedskrevne mindeord med fra øvrigheden, og mindeordene er med ganske få kommunikative omskrivelser de samme i 1928 og 1952, kan jeg se på de fine mindeord, som både mine bedsteforældre og mine forældre fik med sig, da de som unge og nygifte forlod henholdsvis sandemand og borgmester. Der står blandt andet: ”Det løfte, De her skal give hinanden, indeholder et højtideligt tilsagn om kærlighed, troskab, gensidig hjælp og bistand gennem livet…”



 

 

Først blev man gift i sort – og så blev det hvidt

Måske kan du finde dine bornholmske slægtninge i bryllupstøj på bornholmerneshistorie.dk. Her har tidligere museumsinspektør Ann Vibeke Knudsen lavet en fascinerende bryllupsside, hvor man kan studere bryllupstraditionens udvikling gennem årene.

Det er dragt, frisurer, attituder, brudebuketter, smykker, eventuelt gæster, omgivelser og så videre. Og måske er du heldig at finde dine bedsteforældre eller oldeforældre.

I mange århundreder giftede man sig i sin folkedragt, hvis man havde en. Ellers bare den pæneste kjole, der kunne opdrives. Sådan var det også i 1800-tallet, hvor langt de fleste danske brude giftede sig i den enkle sorte kjole, som de fik syet til lejligheden, og som for de flestes vedkommende skulle holde resten af livet som ens fine festkjole, skriver Kristeligt Dagblad.

På landet kommer sløret til i slutningen af 1800-tallet, og der findes en del bryllupsfotos af bondepiger med sort kjole og hvidt slør.

Før 1851 kunne vielser i Danmark kun foretages af en præst, idet der var såkaldt tvungen kirkelig vielse. Som følge af Grundlovens bestemmelser om religionsfrihed blev borgerlige vielser i 1851 tilladt folk, hvor begge eller den ene ikke tilhørte noget anerkendt trossamfund, eller hvor brudeparret tilhørte forskellige trossamfund. Senere, fra 1923, kunne alle vælge en borgerlig vielse, oplyser Rigsarkivet.