Bornholms Politi skal have ny chefanklager

Bornholms Politi skal have ny chefanklager
Chefanklager hos Bornholms Politi og formand for Det Konservative Folkepartis vælgerforening, Benthe Pedersen Lund, flytter fra Bornholm. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 16. SEP 2020 • 09:00
Af:
mads-westermann
| ABONNENT
16. SEP 2020 • 09:00
POLITI

Chefanklager hos Bornholms Politi og formand for Det Konservative Folkepartis vælgerforening, Benthe Pedersen Lund, flytter fra Bornholm.

Hun har opsagt sin stilling hos Bornholms Politi og flytter den 1. marts 2021 til Nordsjælland.

Det fortæller hun til Bornholms Tidende.

Dermed skal Bornholms Politi ud og ansætte en ny chefanklager. Den proces er allerede i gang. Stillingen har været opslået og ansøgningsfristen udløb den 15. september.

Ligeledes skal Det Konservative Folkeparti på Bornholm finde sig en ny formand, der kan afløse Benthe Pedersen Lund, som har stået i spidsen for vælgerforeningen siden 2009, hvor hun blev valgt uden modkandidater.

Forlader ikke politiet

– Det har været planlagt længe, siger Benthe Pedersen Lund og fortæller, at flytteplanerne er et led i en strategi, som hun og hendes mand sammen har lagt for, at de kan få mere tid sammen.

– Vi har solgt vores hus til overtagelse den 1. marts 2021, og nu skal vi finde et nyt sted at bo. Planen er, at vi flytter tilbage til Charlottenlund, hvor vi boede inden vi flyttede til Bornholm. Vi er begyndt at se os om efter en lejlighed i området.

Selvom jobskiftet betyder et farvel til Bornholms Politi, forlader Benthe Pedersen Lund, der har været politianklager siden 1988 og chefanklager på Bornholm siden 2007, ikke politet. Hun skal i fremtiden være anklager hos Nordsjællands Politi.