Foto: Mark Stoumann

Svenske strippere, metalpræster og uregerlig stoledans

Raise Your Horns i Musikhuzet blev den første metalfestival i Danmark efter nedlukningen.

KULTUR

Raise Your Horns i Musikhuzet blev den første metalfestival i Danmark efter nedlukningen.

 

Jeg har set heavy metals fremtid: En midaldrende m/k, der sidder alene på en plasticstablestol i en halvtom sal og headbanger forsigtigt til et band, der virker fortvivlede over setuppet og ikke rigtig kan finde ud af, hvordan de skal greje den akavede situation.

Det er de rammer, der nu engang er for, hvordan man kan få lov til at holde en musikfestival i 2020 i Danmark. Det er Raise Your Horns de første, der faktisk lykkes med i metal, og det er al ære værd. Men selvfølgelig er det problematisk at skulle være til koncert på den måde med så kropslig og uregerlig en musik, som metal er. Selv for en anmelder føles det kunstigt at sidde og glo op på en scene med et band, der ikke har nogen som helst mulighed for at interagere med publikum. “Publikum må ikke synge/fløjte/råbe o.l under koncerten,” står der i retningslinjerne fra Musikhuzet. Eller, for den sags skyld, danse, gå rundt i salen under koncerterne, flytte rundt på stolene eller i det hele taget gøre andet end at sidde for sig selv med ansigtet vendt mod scenen.

Det er problematisk, fordi det betyder, at vi kommer til at fokusere endnu mere på musikken end før, og det er de færreste bands på det niveau, hvor Raise Your Horns med sin størrelse kan booke navne, der kan bære den koncentrerede opmærksomhed. Med andre ord bliver det endnu mere tydeligt, hvor mellemfedt et band som for eksempel Hoak er, når der ikke er nogle distraktionsmomenter: Ingen weekendstive 120-kilos-branderter at tage sig i agt for, ingen fadøl hældt ned ad nakken, ingen, der lige kommer hen og hilser, så man står og råber noget, der skal gøre det ud for en samtale, ind i hinandens ører, mens musikken får lov at buldre afsted i baggrunden. I dét skånselsløst klare lys bliver det kun alt for tydeligt, hvor svagt metal kan stå.

Metalfestivalen Raise Your Horns blev holdt som siddekoncerter i Musikhuzet i weekenden. Foto: Mark Stoumann.

Unge fans

Men det er ikke fair. Ikke mod bandene, ikke mod fansene. Lige så lidt fair som det er at pege den ensomme midaldrende headbanger ud som et billede på scenens tilstand. Det bliver jeg håndfast gjort opmærksom på allerede på vej ind fredag aften af Andreas Bille Brahe, der for fem år siden såede kimen til Raise Your Horns med sin endagsfestival Bornhell.

– Nu skriver du ikke noget om, hvor gamle alle er, formaner han mig.

For det gjorde jeg i min omtale af Bornhell, fordi det var alt for tydeligt, hvordan fremtiden tegnede sig for en musikscene, hvor 90 procent af publikum var hvide midaldrende mænd. Men i år er der både flere kvinder og flere unge blandt publikum.

To af dem er Conrad Severin og Emil Trip. De to lokale drenge på 16 og 17 er lige begyndt at høre metal, de har lavet hver deres første battlevest med mærker med deres yndlingsbands og er ved at gro håret langt. Tilbage i februar var de til deres første metalkoncert overhovedet med bandene Slipknot og Behemoth i Royal Arena. Så lukkede alt ned indtil Raise Your Horns. Deres entusiasme er ikke til at tage fejl af, og selvom de ville ønske, at de kunne have oplevet den ægte vare til en rigtig koncert, er det her ikke bare en tam erstatning for dem: Det er metal, og de er solgt.

Musikalsk fokus

Musikalsk har Raise Your Horns i sit tredje år et skarpere fokus end tidligere. Thomas Brodersen Stibolt tegner festivalens profil alene, og han har sammensat et program, der nok tilgodeser hans egne kæpheste i form af klassisk dødsmetal med Konkhra og black metal med Solbrud, men også kommer rundt i krogene af genren.

Som han fortæller lørdag aften i en pause, hvor han virker påfaldende afslappet, er han særligt stolt af at kunne præsentere dels livedebuten med danske Lamentari, dels den danske debut for stockholmske Zornheym. Begge koncerter er nogle udstyrsstykker: Lamentari med corpsepaint – ligsminke – og kutter vender ryggen til publikum og trækker hætterne op mellem hvert nummer, hvor keyboardspilleren laver horror-mellemspil med store armbevægelser.

Med en to meter høj og muskuløs forsanger, der ser ud, som om han når helst kan finde på at flå alt tøjet af, er Zornheym uden konkurrence festivalens mest energiske band.

– Han kunne godt være én fra et rockshow i Wallmans Saloner, konstaterer Morten Grønnegaard tørt.

Eksil-rønneboen spillede her første år med bandet Rising og har siden designet logo og merchandise for Raise Your Horns. Inde i salen er en gruppe publikummer blevet så opildnede af at være til koncert igen, at de har headbanget voldsomt nok til, at stolene har rokket sig, så vagterne flere gang har været henne og mane dem til ro.

Ude i gården såvel som ude i foyeren er reglerne mindre strikse, og der bliver krammet lige så meget, som der bliver albuehilst. Alle ved, at covid-19 kun rigtig smitter, hvis der spiller livemusik foran én.

Foto: Mark Stoumann

Gud elsker metal

Et enkelt par er trofast blevet siddende begge dage på første række. Det er Nick Foot og Hilary Manning-Morton, et engelsk ægtepar med sommerhus i Østermarie, der har støttet Raise Your Horns økonomisk.

– Vi så plakaterne sidste år, kom til at tale med dem, der arrangerede det, og de fortalte, at de manglede penge. Så jeg sponsorerede festivalen, fortæller Nick Foot med største selvfølgelighed.

– Vi sponsorerer også en festival med folkemusik hjemme i Bath, hvor vi bor. Jeg har et pr-bureau med nogen succes, så jeg er i en position, hvor jeg kan gøre det her.

– Vi tager penge fra corporate business og giver til det her, ler Hilary Manning-Morton.

Lidt uregerlighed og en del gode viljer er der tilsyneladende stadig tilbage i metal. Og det er med Guds velsignelse, hvis det står til præsten Carsten Rønne Samuelsen. Rønne Vineyard har i år sponsoreret Raise Your Horns efter de to tidligere år at have stået ude på torvet foran Musikhuzet med shots, pandekager og velsignelser klar. Carsten Rønne Samuelsen er selv metalfan og skulle som ung forlige sig med på den ene side at have sin tro og på den anden side dyrke en musik, der traditionelt har stået i klar opposition til hans tro.

– Men jeg fandt ud af, at Gud elsker mig, også selvom jeg hører metal, fortæller han i en længere tale fra scenen efter Solbruds formidable koncert.

Det opsummerer på sin egen måde meget godt, hvor sammensat metalfestivaloplevelsen er i 2020. Om det er fremtiden, ved vi ikke. Men for de to unge fyres skyld håber jeg det godt nok ikke.