Mette Frederiksen. Arkivfoto: Jens-Erik Larsen

Leder: Hvor er Mette?

LEDER
Det er næsten ikke til at forstå, at det kun er godt to en halv måned siden, statsminister Mette Frederiksen hyldede danskerne for vores indsats mod corona. Rosen var overstrømmende.

LEDER

Det er næsten ikke til at forstå, at det kun er godt to en halv måned siden, statsminister Mette Frederiksen hyldede danskerne for vores indsats mod corona. Rosen var overstrømmende.

– Det, vi har udrettet sammen – hele Danmark – vil gå over i historien, sagde hun. Og fulgte op:

– Vi kan være taknemmelige. Vi kan være stolte. Danmark, det er godt gået.

Ordene faldt den 22. juni. Og vi lappede dem i os. Alle sammen. For vi havde været omstillingsparate. Og vi havde opdaget, hvor vigtige vi er for hinanden. Ikke mindst dem, der ikke så ofte står i rampelyset.

Ham, der henter vores skrald. Hende, der gør rent. Buschaufføren, lastbilchaufføren. Ham eller hende, der sidder i kassen i supermarkedet. Og tusindvis af andre danske lønmodtagere.

– Alt for ofte har vi taget jer for givet, lød det. Hvorpå anerkendelsen også strømmende ud mod lærere, pædagoger og pædagogiske assistenter og mange andre.

– I har organiseret nødpasning, nødundervisning og genåbning. I fik mulighed for at tænke tingene forfra. Hurtigt. Uden det sædvanlige bureaukrati, sagde Mette Frederiksen.

 

Mette Frederiksen!
Danmark har brug for en
plan for anden halvleg.

 

Spørgsmålet er, om vi fik så megen ros, at vi sænkede paraderne. Alle sammen.

For 15. august måtte Mette Frederiksen igen kortvarigt på banen. Denne gang med krav om brug af mundbind i al offentlig transport på alle tidspunkter af døgnet. For smittetallene er stigende. Og selv om antallet af indlagte smittede ikke er alarmerende, så er det tydeligt, at vi i dag står i en dårlige situation, end vi gjorde sidst i juni. Så stærkt går det!

Måske skal vi huske, at Mette Frederiksen også sagde noget andet den 22. juni. Noget, vi måske har glemt, fordi vi fejrede os selv for voldsomt. Hun sagde, at det kun var første halvleg, vi havde vundet.

– Vi er ikke igennem endnu. Der er også en anden halvleg. Ja, måske endda flere. Smitten er her endnu, sagde statsministeren.

Og det er der, vi er nu. Vi er midt i anden halvleg. Spørgsmålet er – for nu at blive i statsministerens eget billedsprog – og vi stadig har en plan og en træner.

Skal nattelivet lukke? Skal uddannelsesstederne? Må de ældre få besøg? Må man holde familiefest eller ikke?

Det er nu, at Danmark har brug for, at regeringen igen samler sig og med opbakning fra Folketinget udstikker de retningslinjer, der får Danmark tilbage på sporet. Men det er som om, at Mette Frederiksen ikke har så megen lyst til at tage ordet, nu hvor hun ikke skal rose, men revse.

For sandheden er jo, at virus er i omløb igen, fordi vi ikke passer godt nok på. Vi overholder ikke forsigtighedsprincipperne. Vi er begyndt at holde generalforsamlinger, møder, fester. Og er der stadig håndsprit i alle dispensere?

Mette Frederiksen! Danmark har brug for en plan for anden halvleg. Ellers taber vi kampen. Eller ryger i det mindste i forlænget spilletid. Vi skal have etableret faste regler for, hvordan vi lever sammen, indtil der findes en vaccine mod virus.