Jubilæer – hvad skal vi med dem?

Jubilæer – hvad skal vi med dem?
Bornholms Museum har lavet en udstilling om jubilæer i Sankt Mortensgade i Rønne.
| 15. SEP 2020 • 21:25
Af:
torben-oestergaard-moeller

15. SEP 2020 • 21:25
Udstilling

Nej, Bornholms Museum har ikke jubilæum – men vi har lavet en lille udstilling om jubilæer i almindelighed. Vi har sågar lavet æresport i museets indgangsdør i Sankt Mortens Gade i Rønne.

Det fortæller museumsinspektør på Bornholms Museum Jakob Seerup i en pressemeddelelse.

I år er det nemlig 20. gang, der afholdes Kulturuge på Bornholm. I den anledning stiller Bornholms Museum skarpt på jubilæer og festkultur. Hvorfor fejrer vi jubilæer? Hvad gjorde man før i tiden? Og hvad med i fremtiden?

Hver eneste dag i din kalender er 100-årsdagen for en eller anden begivenhed. Eller 50-året eller 25-året …

Det er tit anledning til, at vi holder en fest og laver et arrangement. Man tager pænt tøj på, og måske er der morgenmad med en snaps. Der må gerne være flag, og en god middag er heller ikke af vejen. Hvis man er heldig, så er der kransekage! Og måske har familiens poet skrevet en lejlighedssang, noterer museumsdirektøren.

Jubilæumskulturen er som al anden kultur under forandring. Ægteskaber holder ikke i så mange år, så nu fejrer man kobberbryllup efter 12 og et halvt år, hvor man før i hvert fald ventede til sølvbrylluppet efter 25 år. Virksomheder og institutioner er i konstant forandring. Vil vi overhovedet kunne holde 100-årsjubilæer i fremtiden? Hvem er egentlig på en arbejdsplads i 25 år nu om dage, hvor vi skal være "omstillingsparate"? Når vi fejrer jubilæer, så fejrer vi, at noget varer ved. Men i et samfund, hvor forandring er en positiv værdi, vil der måske blive færre jubilæer.

Hver dag klokken 13 i denne uge er der en kort introduktion til jubilæumshistorie, hvor man kan møde op og få en god snak om fænomenet.