Forfatterskole gæster Rønne Bibliotek

Forfatterskole gæster Rønne Bibliotek
Arkivfoto: Bornholms Biblioteker
| 15. SEP 2020 • 15:23
Af:
torben-oestergaard-moeller

15. SEP 2020 • 15:23
Workshop

Rønne Bibliotek tilbyder unge at deltagelse i en skriveworkshop lørdag den 17. oktober klokken 10-15, oplyser bibliotekar Lea Wolffbrandt i en pressemeddelelse, som fortsætter:

På dagen gæster unge elever fra Brønderslev Forfatterskole biblioteket med en skriveworkshop for unge i alderen 13-20 år, og dagen bliver fyldt med sjove skriveøvelser. Når dagen er omme, vil deltagerne have skrevet deres egen novelle.

Lederen af Brønderslev Forfatterskole, Louise Eltved Krogsgård, fortæller i pressemeddelelsen:

– Vi er så glade for, at Bornholms Folkebiblioteker har sagt ja til at lave denne workshop med os. Brønderslev Forfatterskole har unge fra hele landet, og derfor vil vi også rigtig gerne rundt og lave workshops flere steder i landet. Det giver vores elever muligheden for at øve sig i selv at undervise i deres passion, og give den kreative skriveglæde videre til andre unge.

Brønderslev Forfatterskole har fire unge forfatterspirer med, som alle har været elever på forfatterskolen. Den foregår i sommerferien, men resten af året understøttes eleverne gennem workshops og deltagelse i diverse kulturmøder. Her lærer eleverne ikke kun at skrive, men også at dele deres passion med andre unge og danne netværk.

Workshoppen får ydermere besøg af forfatter Morten Ramsland, som vil fortælle om sit eget forfatterskab og sine egne bøger. Han har udgivet bøger for både børn og voksne og vil læse op fra egne tekster.

Leder af Brønderslev Forfatterskole Louise fortæller videre:

– Vi ved, at mødet med en forfatter giver så meget motivation for unge, der selv kan lide at skrive. Men også mødet med andre unge, der deler ud af deres skrivelyst, er noget særligt. Det er ikke altid, at alle i klassen forstår, hvorfor det at læse og skrive for sjov er så cool, og så er det en kæmpe fornøjelse at møde andre, som også elsker det.

Arrangementet er gratis, men tilmelding nødvendig. Der er plads til 15 på holdet, og tilmeldingen sker gennem Rønne Bibliotek.

Arrangementet, slår pressemeddelelsen fast, afholdes efter Sundhedsstyrelsens corona-anbefalinger og -retningslinjer.

Man kan læse mere på bibliotek.brk.dk.