Ønskerne går alle veje før millioner skal fordeles

Ønskerne går alle veje før millioner skal fordeles
Venstres økonomisk største ønske er at bevilge to millioner kroner til Folkemødet, så det stadig vil kunne stå imod, hvis også det næste folkemøde bliver aflyst på grund af corona. Foto: Berit Hvassum
| ABONNENT | 14. SEP 2020 • 11:15
Af:
jakob-marschner
| ABONNENT
14. SEP 2020 • 11:15
KOMMUNEBUDGET

Ekstra penge til at hjælpe klimaet? Bedre vilkår for naturen? Mere ældrepleje? Tilflytterservice tilbage? Måske støtte til varmtvandsbassinet i Gudhjem Svømmehal? Og så er det endda endnu ukendt, hvordan Socialdemokratiet med ni ud 23 mandater vil lægge sine lodder i vægtskålen, når kommunalbestyrelsen nu skal fordele 12 uventede millioner.

De syv partier i kommunalbestyrelsen havde lørdag sidste frist for at melde deres ønsker omkring de 12 millioner kroner ind til borgmesteren. Venstres økonomisk største ønske er at bevilge to millioner kroner til Folkemødet, så det stadig vil kunne stå imod, hvis også det næste folkemøde bliver aflyst på grund af corona.

– Ellers kan det jo næsten blive dødsstødet for Folkemødet, hvis det må aflyse igen næste år, siger gruppeformand Søren Schow (V).

Venstre vil desuden både fastholde Tilflytterservice og tilføre ordningen 300.000 kroner ekstra om året for også at kunne arbejde med at fastholde tilflyttere, ikke mindst efter at deres oprindelige grundlag for at flytte til Bornholm er faldet væk, som det sker for nogle tilflyttere.

Venstre ønsker også at oprette en pulje på en million kroner til ekstra aktiviteter i skolerne og børnehusene, sætte 300.000 kroner af til sommeraktiviteter i foreninger og bruge andre 300.000 kroner ekstra til idrætsforeningerne. Venstre vil også tilgodese de selvejende haller, i første omgang uden at sætte et beløb på.

At sikre Bornholms Museum 475.000 kroner til arkæologiske gravearbejde ved nybyggerier er også på Venstres liste. Det er penge, som museet har søgt, men i første omgang ikke fik bevilget. Endelig vil Venstre sætte en million kroner i et system, der automatisk kan regne kørselsgodtgørelse ud.

– Vi registrerer stadig kørselsgodtgørelse med papir og blyant. Det koster ressourcer, både for dem, der skal udfylde det og for dem, der skal registrere og tjekke det, siger Søren Schow.

Mange forskellige ønsker

SF ser i andre retninger og faktisk blot i to: Mere natur og miljø – og mindre parkeringskaos på Bornholm.

– I betragtning af hvor tilfredse vi ellers er med det her budget, synes vi ikke, at det er specielt grønt. Så vi vil komme med forslag om mere naturpleje, naturgenopretning og biodiversitet – og penge til en bedre parkeringsstrategi. Vi så jo det kaos, der var i sommer, og det er vi simpelthen nødt til at gøre noget ved, fortæller Leif Olsen (SF).

Andre allerede kendte ønsker fra kommunalbestyrelsens andre partier går i atter andre retninger. Enhedslisten vil sætte penge i klimaprojekter, og gruppeformand Morten Riis (EL) har allerede nævnt elektriske busser som et stort projekt, som man kan spare op til.

Dansk Folkeparti går til dagens forhandlinger med et ønske om at betale i alt to millioner kroner tilbage til forældre, der i foråret betalte for pasning i børnehusene uden at få pasning for pengene på grund af corona. DF vil også gerne renovere på plejehjemmet Toftegården i Hasle.

Også Bornholmerlisten foreslår at renovere bygninger – også for at undgå at sætte for mange penge i den løbende drift, når der er tale om uventede midler, der ikke med sikkerhed også vil findes i de kommende år. BL prioriterer også gerne at give foreningerne flere penge og at støtte varmtvandsbassinet i Gudhjem.

Kristendemokraterne sætter også gerne penge i Gudhjem Svømmehal, og ligesom partiet gerne ser flere penge til ældreplejen, for eksempel til bedre praktikvejledning for sosu-eleverne. Et tredje ønske for KD handler om permanente udendørs håndvaske på de bornholmske folkeskoler.