Ny app sender børnefamilier på eventyr i den bornholmske natur

Ny app sender børnefamilier på eventyr i den bornholmske natur
Nu tilføjes der tre spændende fortællinger på Bornholm ved Sorthat-Muleby, Hammershus og Paradisbakkerne. Foto: Jacob Jepsen
| ABONNENT | 13. SEP 2020 • 14:44
Af:
jesper-gynther
| ABONNENT
13. SEP 2020 • 14:44
MOTION

Tre steder på Bornholm kan børnefamilier nu drage ud på gratis eventyr, der opleves som skattejagter langs udvalgte ruter i naturen. Appen Natureventyr guider børnene fra kapitel til kapitel, rundt i den bornholmske natur.

Undervejs bliver børnene inddraget gennem udfordringer og spørgsmål, og målet er, at de bornholmske børn kan komme mere ud i naturen og samtidig få lavet noget mere motion.

– Tusindvis af børn og voksne har allerede været ude på eventyr med appen Natureventyr rundt omkring i Danmark. Nu tilføjes der tre spændende fortællinger på Bornholm ved Sorthat-Muleby, Hammershus og Paradisbakkerne, skriver DGI Bornholm i en pressemeddelelse.

Eventyrene er målrettet familier med børn i alderen tre til ni år og er blevet til i et samarbejde mellem DGI Bornholm og Natureventyr med støtte fra Bornholms Brandforsikring og Destination Bornholm. Eventyrene gør det nemt og sjovt for børnefamilier at gå på opdagelse i naturen.

– Intentionen bag Natureventyr er at få børn mere ud i naturen, bevæge sig, stimulere lytte og oplevelseslyst i samspillet med en forældre, eller en anden voksen som oplæser, skriver DGI Bornholm.

Skrevet unikt til de enkelte ruter

Eventyrene på Bornholm er skrevet, så de tager udgangspunkt i de ting, som børnene kan opleve langs ruterne.

Ved Hammershus går eventyr rundt om ruinen, imens man følger fæstningsriddersønnen Arthur og hans møde med en vaskeægte bakkepusling, som er faret vild.

I Paradisbakkerne kan man tage på på eventyr med pigen Åse, som er på vej ud i skoven for at plukke blåbær til sin far, men som ender på en spændende rejse med jættedatteren Dufa.

Ved Sorthat-Muleby kan man møde en vaskeægte dinosaur og opleve mysteriet om kulfolkets forsvundne diamanter?


Udviklet i samarbejde med DGI

Natureventyr er udviklet i samarbejde med DGI Bornholm, som har støttet projektet og givet sparring undervejs. Bag projektet står fem børnefamilier, der arbejder for flere gode naturoplevelser til børnefamilier over hele landet.

App’en er gratis at downloade til både IOS og Android, og i kraft af samarbejdet med DGI Bornholm og Bornholms Brandforsikring er eventyrene gratis tilgængelige over hele øen.