Det er den 3 september 2020, klokken 06.03 og vi befinder os i Rø. De første tegn på efteråret viser sig i form af mørke og vind, der i samarbejde med regnen, nærmest beordrer en til at tage jakke på. To spande med hønsefoder bliver hver dag på dette tidspunkt fordelt på marken.

Slips og sikkerhed blev vekslet til hønselort og frihed

LIVSSTIL
I de kølige timer på en efterårsmorgen står Jakob Alsted op før sin familie. Der står nemlig 300 sultne damer og venter på ham.
Jakob er iklædt en fleece, knælange shorts og støvler, da han går ud på sine marker. Det er den 3. september, og de første tegn af efterår er begyndt at vise sig efter en augustmåned med høje temperaturer.
Det er stadig mørkt, og månen gemmer sig bag nogle skyer, der indikerer, at det nok skal regne senere.

LIVSSTIL

I de kølige timer på en efterårsmorgen står Jakob Alsted op før sin familie. Der står nemlig 300 sultne damer og venter på ham.

Jakob er iklædt en fleece, knælange shorts og støvler, da han går ud på sine marker. Det er den 3. september, og de første tegn af efterår er begyndt at vise sig efter en augustmåned med høje temperaturer.

Det er stadig mørkt, og månen gemmer sig bag nogle skyer, der indikerer, at det nok skal regne senere.

De sultne damer, der utålmodigt venter på Jakob, er 300 høns.

Bag skyerne og den ostefarvede måne, lyser himlen lilla. En slags lavendelfarvet lilla, der gør, at hele seancen med hønsene bliver lidt romantisk.

Men kun lidt. Jo tættere vi kommer på hønsehuset, des stærkere bliver lugten af høns og hønselort.

Klokken er 6.03.

To spande med hønsefoder bliver fordelt på marken.

– Nogle af hønerne har fået dårlige vaner, siger Jakob.

– De stikker af en gang i mellem.

Med så mange ”skruk” høner sker det, at de hopper over, under eller igennem hegnet for at gå på eventyr. Dog holder de sig tæt på gården. De er ikke mere rebelske, end at Jakob kan samle dem op og føre dem tilbage til flokken.

En afstikker har fundet vej hen til huset, cirka 100 meter fra hønsehuset. Den står ved hoveddøren og nærmest skriger efter noget morgenmad. Jakob samler hønen op og kaster den forsigtigt over hønsehegnet. Nu er hun hjemme igen. I hvert fald indtil hun finder et nyt hul i hegnet eller samler mod til at kaste sig over det en-meter høje hønsehegn.

Tilbageblik

Lad os spole tiden tilbage til 2018. Vi er i Esrum, en forstad til København, og en lille familie skal skynde sig ud ad døren om morgenen. Børnene skal afleveres i vuggestue og børnehave, og derefter går turen på arbejde for de voksne. Det er en ensformig hverdag med et stærkt sikkerhedsnet. Der er tryghed med gode lønsedler og solide rutiner. Det er en hverdag med for meget arbejde, for lidt frihed og mangel på plads til frie armbevægelser.

– Jeg arbejdede som ingeniør i stort firma i København. Der gik rutine i det. Livet i København var ikke dårligt, men gav bare ikke mening længere.

Der manglede noget i tilværelsen for familien Alsted – og behovet for noget ”andet” groede sig større i takt med, at rutinerne satte sig fast som en krog på bunden af havet. Og jo mere man hiver i fiskestangen, des dybere graver krogen sig ned i havbunden.

– På en tur til Spanien fik min kone og jeg lov til at gå en tur alene, og der blev vi enige om, at vi skulle ændre vores liv, vores børns liv – og vores liv sammen.

Det var ønsket om at bruge mere tid som familie, der var den primære grund til, at Jakob og hans familie flyttede til Bornholm, rettere Rø, tre kilometer fra Gudhjem.

Tilbage til Rø

Tilbage til hønsemarken i Rø.

Hønsene kæmper for en plads ved tag selv-morgenbordet.

Klokken er 7.00.

Nu er det morgenmadstid for Jakob.

Morgenmaden sker i samlet flok i et rummeligt køkken, som hænger fint sammen med stuen, der bærer præg af børneleg i form af legetøj på gulvet og en stor gymnastikhest midt i det hele. Børnene går hjemme, men Gerda er lige startet i skole, så nu er der igen en forpligtelse, der kræver, at man kommer til tiden.

De to ældste børn, Gerda på seks år og Frode på fire, er stået op og sidder med deres mor Line Alsted i det limegrønne køkken. Den yngste ligger stadig og sover. Familien er fælles om alt, og børnene går hjemme, undtagen Gerda, der lige er startet i skole. Men i dag holder hun fri.

Morgenmadsbordet er et mix af hjemmelavede og indkøbte produkter. I dag er der havregrød, yoghurt, peanutbutter og friskpresset juice på menuen. Duften af kaffe blander sig med duften af kanel fra havregrøden.

– Var det godt nok? Fik vi nok ud af livet? Når man først er begyndt at tænke i andre baner, så kan man ikke slippe tankerne igen, siger Line.

Det var en fælles beslutning mellem Line og Jacob at flytte til Bornholm. Line arbejder som freelance fysioterapeut, men er ligeså meget en del af gården, som Jakob er. Hønsene er dog Jakobs idé og område.

Lille Eigil er den mindste mand i huset. Han er en smule mistænkelig overfor den fremmede mand med kameraet. Han fandt en løsning på den lidt uvante situation: Øjne på fotografen og munden åben, så far kan skovle mad ind.

– Det var selvfølgelig skræmmende at sælge huset i Nordsjælland og træde ud på ukendt jord, men vi sprang bare ud i det. Her får vi den fulde oplevelse med gårdlivet, og bevægelse og sundhed er en del af vores arbejde på gården. Og børnene er med os næsten hele tiden, siger Line, inden babyalarmen begynder at skratte. Den yngste mand i huset, Eigil på et år, er vågnet, og han slutter sig til morgengildet, som han hurtigt tager del i.

Klokken er nu 8.05.

I et stort, buet drivhustelt ude på marken skal dagens anden arbejdsopgave finde sted.

Frode og Gerda viser deres hemmelige hule frem. Det er tydeligt, at de er gode til at finde på lege. De bruger ikke ipads og ser kun tv én gang om ugen, nemlig om fredagen.

– Kom Gerda, du kan hjælpe mig i dag.

Med tre-fire dages mellemrum plukkes der tomater i drivhuset. Gule, brune og røde tomater. Store, som små, runde som aflange. Jakob og Gerda skal finde modne tomater at plukke, for senere kommer en forhandler, der skal hente en bestilling af friske tomater. De helt store tomater hedder ”Money-maker” – og navnet er ikke uden belæg.

– Efter en vinter, hvor vores gårdbutik stod tom, og vi ikke kunne komme af med vores æg, så har det være en stor omvæltning, at vi nu har haft udsolgt af æg i seks måneder. Og vi har fem-seks forhandlerne, der kommer og henter tomater fra os.

Gerda hjælper ivrigt til med plukningen, men er også god til at spise de flotte tomater imens.

– Vi har også basilikumbede! siger Gerda begejstret.

Solens stråler har revet sig frie af skyernes greb, og sammenspillet mellem duften af basilikum, tomater og varmen i teltet giver en eksotisk følelse.

Der skal plukkes nok tomater til at fylde familiens lille gårdbutik op. Det lykkes, selvom Jacob må bruge lidt ekstra tid på at få nogle lækkersultne høns ud af teltet. – Nu er der kommet en mere ind, far!, råber hans datter Gerda hvert femte minut.

Jordbrugere

Med gården i Rø følger to marker og et skovområde. Hønsene fylder nede i det ene hjørne af marken. Ved siden af hønsehuset, bor der fire får, herunder vædderen Frans Folmer, der elsker at blive nusset og aet.

Jacob og Line ved endnu ikke, hvad fårene skal bruges til. Lige nu er de bare hyggelige at have gående. Og snart får de og hønsene selskab af nogle grise. Drømmen er at kunne spise kød fra egne dyr.

Jakob og Line er jordbrugere. Ikke landmænd. Det de kan, har de lært hen ad vejen. Det er blevet en aftenaktivitet at læse og lære om jordbrug på nettet. Alt det de har skabt på gården er selvlært.

– Vi bliver hele tiden klogere på, hvordan vi skal administrere vores gård og organisere vores tid. Vi får hele tiden nye ”hands on”-erfaringer, der hjælper os til at vide, hvad vi kan gøre bedre til næste år – vi tilpasser os hele tiden.

Klokken er nu 10.15.

Så er der fyldt op i gårdbutikken! Råvarerne er plukket og indsamlet med kærlighed og nærvær til naturen.

Gårdbutikken skal gøres klar til eventuelle forbipasserende gæster, æggene skal hentes og tjekkes, inden de kan blive solgt videre, og tomaterne ligges pænt i kurve. Og så er der alle de andre pligter, der skal klares. Men det klarer familien Alsted sammen.

– Vores liv er en strømning af at ville gøre tingene på en mere simpel og anderledes måde. Jeg er 99 procent sikker på, at vi aldrig går tilbage til vores gamle liv. Her har jeg ingen fornemmelse af, at jeg går på arbejde. Og jeg er sammen med min familie – og det var jo hele pointen, afslutter Jakob.

Vi slutter besøget af med en tur hos fårene. Børnene elsker deres store kælevædder, som de har navngivet Frans Folmer. Det her er, hvad Jacob og familien kom til Bornholm for. Et liv med frihed og nærvær med familien. – Nu er I her jo med kamera, så børnene er nok lidt ekstra på, men de er normalt virkelig gode til at hjælpe, men vi er jo også en almindelig familie med dage som er trælse. Hvor børnene er sure og tingene driller, fortæller Jakob.

 

 

Info

I denne reportage er der skrevet om Rø Jordbrug på Vassebækvej i Rø, hvor familien Alsted bor og arbejder. Gården i Rø kommer med fire hektar jord, hvor der produceres bæredygtige og økologiske grøntsager og æg. Familien har stablet en produktion af mikrogrønt på benene, der især bliver solgt til øens restauranter. Der er også gang i produktionen af græsæg – altså æg fra fritgående høns på græs, som hovedsageligt sælges til privatpersoner. Der afsættes også lidt æg til Torvehallerne og nogle købmænd. Jakob Alsted fortæller, at der hver dag produceres 180-200 æg, og at Rø Jordbrug har haft udsolgt af æg i omkring seks måneder.

Rø Jordbrug har i år startet et nyt projekt i gårdens virksomhed, nemlig et “glamping”-koncept, der står for “glamourøs camping.” En campingform, der fokuserer på luksus og komfort.

– Vi havde stort set udsolgt i hele juli, og i august har vi vel haft fuldt booket halvdelen af tiden, fortalte Jakob Alsted til Bornholms Tidende den 5. september 2020. I juli havde var der 25 bookinger i familien Alsteds glampingtelt.

Familien har endvidere en ferielejlighed på gården, som turister kan leje sig ind i.

 

Dagens æg køres nu tilbage til gårdbutikken! – Det er virkelig noget ungerne kan lide, sådan en susetur på en ATV, fortæller Jakob Alsted.