Tegning: Jørn Villumsen

Tak for kaffe

KLUMME
For et års tid siden fik jeg en besked fra en af mine gamle journalistvenner i København: Min veninde overvejer at flytte til Bornholm, har du tid til at drikke en kop kaffe med hende og fortælle lidt om mulighederne?

KLUMME

For et par år siden fik jeg en besked fra en af mine gamle journalistvenner i København: Min veninde overvejer at flytte til Bornholm, har du tid til at drikke en kop kaffe med hende og fortælle lidt om mulighederne?

Selvfølgelig svarede jeg og lavede en aftale med lad os kalde hende Vibeke.

Dagen før Vibeke skulle komme tænkte jeg, at jeg hellere måtte forberede mig lidt. Det var nemt nok, for Vibeke er på facebook, og der stod alt om hende: 59 år, universitetsuddannet, mange års arbejde som underviser på et seminarie.

Det fremgik af profilbilledet, at Vibeke var sund og glad at se på. Super, tænkte jeg, det bliver hyggeligt.

Og det gjorde det også. Det viste sig hurtigt, at Vibeke og jeg kom fra nogenlunde samme baggrund, at vi delte interessefelter som politik og kunst. Vi talte så at sige samme sprog, virkede det som om. Vibeke var desuden åben omkring sin situation og sine tanker omkring fremtiden. Der skulle ske noget!

Kaffeaftalen udviklede sig imidlertid en anelse anderledes, end jeg havde forventet. Sådan tror jeg også Vibeke havde det, da hun et par timer senere gik ned mod havnen for at tage færgen hjem til København.

 

Det er ikke så vigtigt hvad det er,
jeg skal bare have omkring 50.000
om måneden i løn

 

Det handlede om forventninger. De var, viste det sig, slet ikke afstemt på forhånd.

Vibeke fortalte indledningsvist, at hun havde en lejlighed på det ydre Nørrebro, et velisoleret sommerhus på Balka, og at hun havde været arbejdsløs i to år. Hun var træt af dagpengesystemet, børnene var for længst flyttet hjemmefra, og nu var hun klar til at tage fat på et nyt kapitel i sit liv.

Fedt, sagde jeg, du er kommet til det rette sted! Og så fortalte jeg hende hvordan jeg var kommet til Bornholm nærmest ved et tilfælde og hvor fedt det var at bo her. Jeg har ikke fortrudt det et eneste sekund, og jeg har ikke haft en eneste dårlig dag, sagde jeg og plaprede løs om naturen og min dejlige arbejdsplads og de søde bornholmere.

Vibeke lyttede interesseret og sagde så: Tror du, du kan du hjælpe mig med at få et job herovre? Det er ikke så vigtigt hvad det er, jeg skal bare have omkring 50.000 om måneden.

Her ved jeg med sikkerhed, at jeg lige kiggede en ekstra gang for at sikre mig, at hun ikke lavede fis med mig.

Det viste sig, at Vibeke var fuldstændig seriøs. Det var den løn, hun havde været vant til at få, sagde hun, og hun var ikke interesseret i at gå ned i løn.

Jeg forklarede, at lønningerne ikke er så høje herovre. Til gengæld er huslejen lav og udsigten er gratis.

Jamen, jeg mister jo lejeindtægt, hvis jeg selv skal bo i sommerhuset på Balka, og der er jo stadigvæk lejligheden i København, sagde Vibeke.

På det tidspunkt begyndte jeg at tvivle på, om Vibeke og jeg egentlig talte samme sprog. Jeg gik ud i køkkenet for at lave en frisk kande kaffe. Så gik jeg tilbage i stuen og satte mig ned. Jeg husker det tydeligt, for jeg er normalt meget hurtig til at sætte mig ned, men den dag satte jeg mig ekstra langsomt ned.

Så så jeg på Vibeke og sagde nænsomt: Vibeke, jeg tror du skal arbejde med dit mindset.

Hvad mener du, sagde hun, en lillebitte smule defensivt.

Jo altså, du er 59 år, du har været arbejdsløs i to år, vi er lige kommet ud af en vild finanskrise, og der er cirka 10.000 arbejdsløse akademikere i Danmark, der er lige så kvalificerede som dig. Jeg tror, det bliver meget svært for dig at komme tilbage på arbejdsmarkedet, hvis du stiller så høje krav – og det er nok tæt på umuligt på Bornholm. Der er ikke særlig mange af den slags jobs herovre, og de går som regel til yngre personer med familie.

 

Jeg kunne mærke, at kaffemødet var
ved at udvikle sig til skuffelse for Vibeke

 

Det var ikke lige det, Vibeke havde lyst til at høre, kunne jeg se. Hun skulle helst have en indtægt på så og så meget for at kunne betale dobbelt husleje, for hun ville ikke opgive lejligheden på Nørrebro.

Så lej den ud, sagde jeg. Og glem alt om uddannelse og lønkrav. Der er masser af muligheder herovre, men det kræver, at du er klar til at lægge alle dine forestillinger om hvem du er, og hvad du har ret til, bag dig. Jeg er stensikker på, at du kan få et job på et hotel eller en restaurant så let som ingenting, sagde jeg.

Det var også en forbier. Den slags var overhovedet ikke noget for Vibeke, måtte jeg forstå. Hun var kun interesseret i et fast job med feriepenge og pension.

Det kan du sagtens få herovre, sagde jeg så. Men nok ikke til 50.000 om måneden.

Jeg kunne mærke, at kaffemødet var ved at udvikle sig til skuffelse for Vibeke. Det gik vist ikke, som hun havde regnet med, tænkte jeg, og jeg for min del var også ved at indse, at jeg nok ikke kunne hjælpe et menneske med så skrappe krav til tilværelsen på Bornholm. Der var gået et par timer, og jeg vidste faktisk ikke rigtig, om jeg havde mere at byde ind med.

Så skete der noget uventet. Vibeke, der indtil da havde virket meget selvsikker, faldt ligesom sammen i stolen. Så så hun direkte på mig med et ægte søgende blik og sagde: Hvad synes du, jeg skal gøre?

Det var modigt af hende at stille et så følsomt spørgsmål til et fremmed menneske, tænkte jeg. Og så fik jeg en idé.

 

En boreplatform, sagde Vibeke, og så overrasket ud.
Hvordan kom det i stand?

 

Okay. Lad mig starte et andet sted, sagde jeg, for det stod pludselig klart for mig, at Vibeke og jeg nok var meget forskellige.

Jeg har aldrig gået særlig meget op i, hvad jeg laver, eller hvad jeg tjener, sagde jeg. Så nu siger jeg bare, hvad jeg har oplevet.

Og så fortalte jeg om alle de sindssyge ting, jeg har lavet i mit liv. Arbejdet på et genoptræningscenter, solgt julepynt hos Camilla Plum, redigeret bøger om bjergbestigning og brystkræft, gjort rent på en boreplatform i Nordsøen.

En boreplatform, sagde Vibeke, og så overrasket ud. Hvordan kom det i stand?

Jo, sagde jeg, det kom i stand på den måde, at jeg var nået til et sted i mit liv, hvor jeg kedede mig af røven til. Børnene var store, de havde ikke så meget brug for mig mere, jeg var virkelig træt af at redigere bøger, og der var finanskrise og ingen journalistjob at få. Og jeg trængte sådan til at se noget andet end København og Virum, bare noget helt andet.

Så tænkte jeg: skal jeg tage til Afrika eller Nepal og skrive noget om de fattige, skal jeg tage til Indonesien og skrive om de der primitive junglefolk, der bliver jaget væk af grådige kapitalister, eller skal jeg tage til Bangladesh og skrive om oversvømmelser?

Vibeke så helt træt ud ved tanken.

Præcis, sagde jeg, det var nemlig sådan, jeg havde det. Jeg blev træt bare ved tanken. For jeg vidste, at jeg ikke havde en chance for at forstå disse mennesker på deres egne præmisser. Jeg ville stå der i junglen som en gammel privilegeret dame fra Danmark med alle mine forudindtagede forestillinger om uligheden mellem rig og fattig og alle mine ideer om, hvad lad os kalde det et frit menneske har krav på. Intet af det jeg kunne skrive, ville gøre den ringeste forskel, hverken for penanerne eller nepaleserne.

Det ville bare lyde godt, sagde Vibeke.

 

Se det som en fantastisk mulighed,
en udfordring. Flyt til Bornholm og
tag det første det bedste job du kan få,
giv det to år, og se hvor langt du kan nå!

 

Præcis, svarede jeg. Så jeg tog ud og rensede lokummer på en boreplatform og lærte et minisamfund at kende, som var mindst lige så eksotisk som en bananplantage på Sumatra.

Og nu siger du, at det er det, jeg skal gøre, sagde Vibeke og kiggede ud ad vinduet.

Nu du spørger, så synes jeg, at du skal give fanden i, hvad andre tænker om, hvem du er, og du skal droppe alle de der forestillinger, som låser dig fast, om løn og pension og dobbelt husleje. Og så skal du gøre, lige hvad der passer dig, sagde jeg.

Vibeke så lidt skeptisk ud, men nu havde jeg talt mig varm.

Se det som en fantastisk mulighed, en udfordring, sagde jeg. Flyt til Bornholm og tag det første det bedste job du kan få, giv det to år, og se hvor langt du kan nå!

Der blev helt stille i stuen. Så rejste Vibeke sig langsomt fra stolen.

Tak for kaffe, sagde hun og tog sin jakke på. Du har givet mig noget at tænke på, tilføjede hun lidt efter, og jeg kunne ikke rigtig lodde om det var en god eller en dårlig ting.

Jeg har ikke hørt fra Vibeke siden. Jeg håber, hun har det godt.