Politiet advarer: Bornholm blandt 39 kommuner med bekymrende høj coronasmitte

Politiet advarer: Bornholm blandt 39 kommuner med bekymrende høj coronasmitte
Arkivfoto: Jacob Jepsen
| 12. SEP 2020 • 14:50
Af:
jakob-marschner

12. SEP 2020 • 14:50
Hvis der boede 100.000 mennesker på Bornholm, ville 22,8 netop nu være konstateret smittet med coronavirus.

Det er lige over de 20 smittede pr. 100.000 indbyggere i den seneste uge, og netop de 20 er sundhedsmyndighedernes såkaldte bekymringsgrænse. Myndighederne holder særligt øje med de kommuner, der ligger over grænsen.

De kommuner er der netop nu 39 af. Bornholm er nummer 36 på listen.

I den seneste uge er ni personer konstateret smittet med corona på Bornholm. At Bornholm nu er over bekymringsgrænsen får lørdag også Bornholms Politi til at appellere til, at man er forsigtig og følger corona-rådene.

"Smittetallet er også stigende på Bornholm, og vi er nu på listen over kommuner, hvor antallet af smittede er bekymrende. Husk hygiejnen og hold nu afstand. Vi skal alle bidrage for at undgå en ny nedlukning", melder Bornholms Politi ud på Twitter.

Det seneste døgn er en enkelt bornholmer konstateret smittet med corona. Det viser de seneste tal fra Statens Serum Institut.

Mest bekymrende er situationen netop nu i Vallensbæk og Herlev. Her viser tallene, at lige over henholdsvis 150 og 138 personer ud af 100.000 er konstateret aktuelt smittet med coronavirus.