Menighedsrådsvalg med et tvist

Menighedsrådsvalg med et tvist
Knudsker Menighedsråd planlægger de aktiviteter, der foregår i Sct. Knuds Kirke. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 12. SEP 2020 • 06:55
Af:
henrik-nielsen

12. SEP 2020 • 06:55
Sct. Knuds Kirke holder tirsdag menighedsrådsvalg med spisning og debat. Det foregår i sognegården på Snorrebakken. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Knudsker Menighedsråd, der selv kalder det menighedsrådsvalg med et tvist.

Aftenen begynder med fællesspisning klokken 18. Derefter er der valg, hvor syv personer skal vælges. Kandidaterne præsenterer sig, og efterfølgende er der mulighed for debat. Der gennemføres en skriftlig afstemning til det nye menighedsråd, der begynder sit arbejde 1. søndag i advent den 29. november.

Menighedsrådets opgaver er mangeartede, blandt andet planlægger det, hvilke aktiviteter der skal være i kirken. Det kan være kirkefrokost, studiekredse og koncerter. Derudover har Knudsker Sogn en tradition med at udnævne årets vej omkring jul og give gaver til beboerne på vejen. Alt sammen noget, som har stor indflydelse på livet i kirken og medvirker til at skabe gode rammer for evangeliets forkyndelse, fortæller menighedsrådet i pressemeddelelsen.

Mens valghandlingen foregår, får fremmødte børn mulighed for at lege i haven.

Efter en valgaften med fokus på liv og vækst i kirken for de næste fire år, afsluttes arrangementet med kaffe og en lille quiz.