Motivet er fra Rø Plantage. Olaf Rude (1886-1957) kom til Bornholm første gang i 1919 og bosatte sig fast på øen fra 1930’erne. Akvarellen kan ses på Galleri Rasch til og med lørdag. Den ejes af Esben Ørberg. Foto: Per Jensen.

Leder: Stop vandalismen mod bornholmsk kulturarv

LEDER

Der går en lige linje fra den akvarel Olaf Rude afsluttede en julidag i 1953, fire år før sin død, til det natursyn, som daværende driftschef i kommunen Nis Jordt-Petersen så sent som i 2012 proklamerede. Olaf Rude sagde det med blyant og farver. Nis Jordt-Petersen og hans kolleger med ord og praktiseret handling.

På Olaf Rudes akvarel ser vi to gange fem røde og hvide vejsten – de hedder granitsteler – der trækker et spor på hver sin side af vejen, der snor sig gennem plantagen i Rø, der ofte var motiv for Rudes kunst.

Hvis man fjerner stenene fra Rudes værk, så blegner værket og bliver nærmest en løs og ikke særligt spændende skitse. Det kunne være hvor som helst. Vejstenene er det, der samler tegningen i et naturligt centrum, som leder øjet på vej. Olaf Rude hylder dermed diskret et stykke ikonisk kulturarv. Smukt!

Og da regionskommunen i 2012 renoverede autoværnet ved Tyskabrøddan på Røbrovej mellem Gudhjem og Rø, besluttede vejingeninørerne, i en naturlig forlængelse af samme æstetik, at det var vigtigt at bevare vejstenene. Stenene var meget medtagne, men i stedet for at erstatte dem med en nem, billigere og vedligeholdelsesfri moderne løsning – autoværn i form af galvaniserede metalskinner – besluttede Bornholms Regionskommune at få fremstillet nye sten. Som Nis Jordt-Petersen dengang sagde til Bornholms Tidende:

– Vi overvejede, om vi ikke skulle vælge en moderne løsning. Men netop på dette sted ville det betyde et æstetisk tab.

 

Nu fyldes vi med vrede og skam over
at se et ligegyldigt stålværn, som ingen
maler nogensinde kan blive inspireret af

 

På den baggrund kan det ikke undre, at det har vakt kritik, at de sten, der har stået langs den gamle vej mellem Gudhjem og Rø, Røbrovej, ved Bobbabrøddan, nu bliver væltet omkuld og erstattet af autoværn i galvaniseret stål. Billedet af maskinerne, der monterer værnet, står i brutal kontrast til Olaf Rudes fine akvarel. Vi er vidne til et brutalt overgreb på et sceneri, der normalt fylder os med glæde og stolthed. Nu fyldes vi med vrede og skam over at se et ligegyldigt stålværn, som ingen maler nogensinde kan blive inspireret af.

Hvad der er sket i vejingeniørernes æstetiske forståelse i løbet af bare otte år, må stå hen i det uvisse. Det handler nok om budgetter. Men argumentationen er, at vejen skal trafiksikres efter nutidens standarder. Fornuftigt. Umiddelbart. Men det rækker bare ikke til at retfærdiggøre vandalismen. Vi er kun oplyst om ét uheld på strækningen, hvor autoværnet blev ramt. Og hvis strækningen er farlig, kan man jo bede bilisterne sætte farten ned – så kan de også bedre nyde skønheden. Det argument findes der faktisk også hjemmel til i færdselsloven. Her lyder det i § 41, at et køretøjs hastighed altid skal være afpasset forholdene. Herunder at man skal tage vejforholdene i betragtning.

Og forholdene på visse strækninger af Bornholm er altså, at vi tilbyder helt særlige visuelle oplevelser, som har betaget store kunstnere.

Vi vil ikke være hvor som helst. Vi vil være Bornholm.