Hyttelejers reaktion da familiens 58 år gamle kontrakt blev opsagt: 'Jeg fik dødsangst'

CHRISTIANSØ

De 40 primitive hytter på Christiansø og Frederiksø har været lejet ud til private familier siden starten af 1900-tallet og frem. Lejekontraktene er gået i arv fra generation til generation, for der har ikke været ret mange familier, der har haft lyst til at opgive deres hytte på Christiansø, selv om de for de flestes vedkommende er uden indlagt vand og varme. Selv de mindste hytter på 20 kvadratmeter, hvor store børnefamilier har ligget i lag i køjesenge og spist udendørs i al slags vejr, er blevet i familiens eje.

Hyttefolket er en historie for sig på Christiansø, og som fastliggerne på teltpladsen har familierne – og kunstnerne, for dem har der også været mange af i hytterne – fulgt hinanden gennem generationer. De har danset med fiskerne på Månen, fastliggerne og hyttefamiliernes børn har leget med øboernes børn, og sådan er der gennem årene opstået et unikt sammenhold på kryds af tværs af generationer og tilhørsforhold.

En meget lang opsigelse

Den udvikling blev der sat en stopper for i starten af 90’erne, da Forsvarsministeriet, som står for administrationen af øsamfundet, opsagde de gamle kontrakter. Det blev ikke sagt direkte, men det lå ligesom mellem linjerne, at i det moderne Danmark er det kun kongehusets privilegier, der går i arv. I den virkelige verden må man købe sin hytte eller, hvis der er tale om et lejemål, blive skrevet op på en venteliste.

Opsigelsen skete dog ikke med øjeblikkelig virkning. Beskeden fra Forsvarsministeriet lød som følger: Lejekontrakten må overdrages endnu en gang – og så er det slut.

Denne gestus giver i sagens natur hyttefolket en meget lang opsigelse. Men for de familier, som siden da har overdraget lejekontrakten til deres børn, er det specielt vemodigt at tænke på, for dem, hvis navn står på kontrakten, er smerteligt bevidste om, at der sættes endegyldigt punktum for en lang og unik tradition, der har strakt siger over generationer, når sidste mand så at sige forlader skibet.

Opsigelsen var et chok

Sådan én er Susanne Lund, 72. Hun har holdt sommerferie på Christiansø hele sit liv. Først hos bedsteforældrene, der hver sommer fra 1935 og frem lejede sig ind hos en fiskerfamilie på Frederiksø, og siden i Lighuset, som hendes mor og moster købte sammen i 1958.

I 1963 tog Susannes mor, den berømte virolog Ebba Lund, skridtet videre og købte sin egen hytte i klipperne syd for Gaden. Hytten er en af de større og gik i mange år under betegnelsen Kulkassen, fordi den tidligere tilhørte en velhavende kulgrossist fra København.

I dag omtales hytten blandt øboerne og det øvrige hyttefolk som Slottet, fordi den med sine 70 kvadratmeter er en af de større hytter på Christiansø.

Her, tæt på Den Italienske Trappe og kirkegården, hvor bedsteforældrene ligger begravet, har Susanne Lund tilbragt alle sine somre, fra hun var 15 og til hun selv blev mor og bedstemor.

Sådan ville det fortsætte i al evighed, troede hun. Indtil den dag i begyndelsen af 90’erne, hvor hendes mor fik et brev fra Forsvarsministeriet. Af brevet fremgik det, at Forsvarsministeriet opsagde alle hyttefolkets lejekontrakter.

Opsigelsen ramte familien som et chok, fortæller Susanne Lund.

– Min mor fik at vide, at her kan I blive. I den oprindelige kontrakt stod der, at min mor kunne sælge huset eller give det videre – selv om det altså kun var en lejekontrakt.

Susanne Lund fortæller, at hendes mor  dengang betalte 50.000 kroner for lejekontrakten til hytten, "det var mange penge i 1963". Den ret blev nu fjernet. Og alle skrev under, for hvis de ikke gjorde, blev de ifølge Susanne Lund truet med en opsigelse.

– Hvis hun havde tænkt sig om, havde hun ikke skrevet under, siger Susanne Lund i dag.


Bange for at dø

Da Ebba Lund gik bort i 1999 blev Susanne Lunds navn indføjet i kontrakten, som det sidste. Kontrakten udløber så at sige med hende, og det er hun ikke upåvirket af.

– Jeg er umådelig trist. Jeg synes, det er hårdt. Da jeg fik kontrakten, fik jeg dødsangst. Og det gjorde jeg, fordi jeg indså, at hvis jeg døde, så kunne mine børn og mine børnebørn ikke fortsætte. Jeg var bange i de første år efter min mors død. Jeg turde næsten ikke køre bil. Hvis jeg døde, mistede familien hytten.

– Man skal huske at sådan en hytte her, det er jo ikke bare én, der bliver ramt, det er hele familier. Børn og børnebørn, generationer. Det var jo lige meget, hvis det bare var mig. Men mine børn er også opvokset her. Mine børnebørn er her ikke så længe ad gangen, de har lidt flere steder at tage hen. Men af princip elsker de at komme her, og de kommer hvert år.

Familien indkaldt til møde

Nu er det snart 30 år siden, at kontrakten blev opsagt, og Susanne Lund har besluttet sig for at handle.

– Jeg tænker mere logisk nu, og jeg kan se, at de unge, der lige har overtaget to af de små hytter ved siden af, er i fuld gang med at male og reparere. Det er så vidunderligt at se, hvordan de hjælper hinanden. Så nu har jeg sagt til mine børn, at jeg lever ti år mere. Når jeg står og ser på de der unge mennesker, tænker jeg: okay, hvis jeg siger, at gennemsnitsalderen for en kvinde i dag er 82 år, så er der noget logik i, at jeg nok lever lidt længere. Jeg er 72 år, jeg passer på mig selv, jeg ryger ikke, jeg drikker ikke, jeg fiser rundt på klipperne og guider hver dag. Så nu har jeg indkaldt familien til et møde og sagt: kan vi lave et budget, hvor meget vil vi ofre på istandsættelse?

– Og hvis de så siger, at det vil de ikke, så er jeg ligeglad. Det er for at høre, hvor meget interesse er der. Hvor meget vil de investere, selvfølgelig uden at det går for meget ud over deres daglige budget. Lige nu betaler jeg 28.000 kroner om året i leje, det er næsten ligeså meget, som de betaler for en fuldt renoveret bolig med indlagt vand og varme nede i Gaden.

Det bliver et helvede

Ifølge Susanne Lund er det kun tilladt at opholde sig i hytterne syv måneder om året. Samtidig er huslejen lige blevet fordoblet, og det er lejerne, der står for vedligeholdelse at hytterne, som for manges vedkommende er primitive og uden kloakering. Blandt andet derfor er hyttefolket gået sammen om at protestere mod Forsvarsministeriets administration af hytterne.

– Vi har en hytteforening, hvor man prøver på at snakke om, hvad der skal ske, og hvor man er gået til ministeriet sammen med en advokat for at prøve at få forhandlet nogle ting igennem.

Der er ifølge Susanne Lund ingen tvivl om, hvad håbet er hos hyttefolket.

– Vi vil allerhelst fortsætte, som det er. Du skal tænke på, at det ikke kun er familier, der forsvinder, det er også en kultur. Vi kender alle sammen hinanden i generationerne; alle familiernes børn lærer, hvordan man gebærder sig på øen, hvor man går i vandet.

– Prøv at forestille dig, at det bliver sådan, at der kommer nye gæster hver fjortende dag alle steder. Det bliver et helvede. Fordi alle skal hele tiden have noget at vide. Hvordan skal de finde ud af, hvor de skal gå, hvordan det fungerer, spørger Susanne Lund.

Hun går ikke og bilder sig selv ind, at historien går midt over i takt med, at hyttefamilierne forsvinder fra Christiansø.

– Nej, nej, det går ikke tabt-tabt. Der er skrevet meget og gjort meget. Men det går tabt inde i kulturen. Hvem skal lære de nye generationer at danse ordentligt? Børnene bliver jo opdraget til at danse til harmonikamusik hele banden, de starter med at forældrene tager dem med ud og danse, de starter med at sidde på armen.

De nye familier rejser igen

Christiansø er ikke en kommune med selvstyre. Ertholmene hører under Forsvarsministeriet, der danser efter Christiansborg-politikernes pibe. Det koster på kontinuiten i det lille øsamfund øst for Bornholm, siger Susanne Lund.

– Det er ærgerligt, at ministeriet ligger så langt væk. At administratoren forsvinder allerede efter fire år. Jeg har et dejligt forhold til mine guidekolleger og de nye, som kommer til øen, fordi jeg er her så længe, men de nye familier rejser jo væk igen. Det typiske er, hvis man har to-tre børn, at så får de første børn lov til at rejse over og klare sig selv, men når den sidste rejser, så rejser hele familien.

– Og sådan bliver det ved. De er meget fine til at komme ind i tingene, de nye. Men det er ikke det samme.