Forunderlig udstilling med Inge Lise Westman

Forunderlig udstilling med Inge Lise Westman
Inge Lise Westman. Foto: Jens-Erik Larsen
| ABONNENT | 11. SEP 2020 • 07:00
Af:
elisabeth-krogh
| ABONNENT
11. SEP 2020 • 07:00
KULTUR

Vinteren har vi ikke set meget til på Bornholm i de senere år, men savner man den, er det måske en god idé at lægge vejen forbi Svanekegaardens nyåbnede udstilling.

Udstillingssalen rummer blandt andet en snehvid skov, endda med en enkelt hvid kanin, mens bagvæggen er prydet af et kæmpeværk af billedkunstner Inge Lise Westman. Træerne er dog ikke dækket af sne, men af gips hældt over små grantræer, så det ligner sne, der har lagt sig på grenene.

Den hvide gipsskov midt i rummet er malerens indspark i klimadebatten.

– Klimaforandringerne trænger sig på; og måske venter vi forgæves på noget, der aldrig vil komme igen, siger Inge Lise Westman om udstillingen med titlen "Mens vi venter på sneen".

Inge Lise Westman, der i næste uge kan fejre sin 75 års fødselsdag, udstiller gipsskulpturer, grafik og maleri. Tilsammen et helt nyt udtryk fra kunstnerens side.

– Det er forunderligt og forfriskende og ret vildt, siger Vibeke Eskesen, formand for Svanekegaardens Kunst- og Kulturforening.

I sin åbningstale kaldte hun udstilliingen en både indtrængende opfordring til at respektere naturen og et kraftfuldt kunstnerisk manifest, som vi kun kan bøje os for i respekt – og glædes over at få lov til at vise.

Inge Lise Westman er en anerkendt billedkunstner, og Bornholms eneste, kvindelige fastboende billedkunstner på livsvarig hædersydelse fra statens kunstfond. Hun har i over 40 år været en aktiv del af det bornholmske kunstliv og havde i 2017 en solo-udstilling på Bornholms Kunstmuseum under titlen "Sjymma" - skumring på bornholmsk. Hendes værker er oftest meterstore. På Svanekegaarden udstiller hun både et stort og flere mindre værker samt grafik og installationen midt i rummet.

Udstillingen åbnede lørdag og kan ses helt frem til 1. november, og var allerede i weekenden godt besøgt.

– Der er i alt 20 værker af Inge Lise Westman. Alle er helt nye, og flere er allerede solgt, fortæller Vibeke Eskesen

Udstillingen bliver i øvrigt suppleret af et helt nyt digt skabt til lejligheden af forfatter Peter Poulsen, som kan ses i kataloget til udstillingen.

Unikke portrætter

Samtidig med den helt nye udstilling af Inge Lise Westman, glæder Vibeke Eskesen sig over, at Svanekegaarden kan vise en mindre udstilling, der på en anden måde er ligeså unik.

I teatersalens foyer vises en serie af sort/hvide portrætfoto taget af fotografen Torben Glarbo i årene 1966-68.

Alle tyve portrætter er af forfattere, som på det tidspunkt var så anerkendte, at Det Kongelige Bibliotek ønskede dem fotograferet til sit arkiv. Men de har aldrig været udstillet eller kopieret. Blandt andet er der portrætter af Halfdan Rasmussen og Tove Ditlevsen. Arbejdet med portrætterne var en oplevelse for den unge fotograf.

– Tove Ditlevsen bød på te og kaffe og kunne ikke lade være med at fortælle. Det varede flere timer og blev en oplevelse, jeg aldrig glemmer, har Torben Glarbo fortalt i optakten til sin udstilling af forfatterportrætterne.

Torben Glarbo tog billederne, da han var ung og nyuddannet fotograf. Senere blev han også både instruktør, filmskaber og har blandt andet lavet portrætfilm.

Han har været i mørkekammeret for at skabe nye udgaver af portrætterne, for kun på den gamle rigtige måde kommer disse fine gamle negativer til deres ret, mener fotografen.