Formand for Socialpædagogerne på Bornholm, Bitten Sohn Thomsen. Foto: Berit Hvassum.

Medlemsstigning hos Socialpædagogerne Bornholm

Socialpædagogernes lokale afdeling på Bornholm har fået flere medlemmer siden sidste år.

Fagforening

Socialpædagogernes lokale afdeling på Bornholm har fået flere medlemmer siden sidste år. I juli i år er der registreret 440 bornholmske medlemmer mod 415 samme tid sidste år. Formanden for Socialpædagogerne Bornholm, Bitten Sohn Thomsen, er begejstret for udviklingen og har også et bud på, hvorfor det giver mening for de bornholmske socialpædagoger at melde sig ind i fagforeningen.

– Vi forsøger at være så tæt på vores medlemmer som muligt. Det gør vi blandt andet ved at besøge de socialpædagogiske arbejdspladser og høre om vores medlemmers hverdag. Vi har også et åbent kredskontor, så vores medlemmer kan komme ind til møder eller bare ind fra gaden og snakke med os. Jeg tror, vores synlighed og det, at vi tager udgangspunkt i de lokale forhold, gør, at det giver mening at være medlem hos os, siger hun.

Flere uddannede

Ifølge Bitten Sohn Thomsen er Socialpædagogerne Bornholm også relevant for medlemmerne, fordi man lykkes med at få politisk indflydelse lokalt.

– Vi arbejder hele tiden på at få politisk indflydelse, hvor vi kan. Der er indgangen jo dialogen med de politiske udvalg, hvor jeg også oplever, at vi bliver hørt og er med til at få ting på dagsordenen. I øjeblikket har vi fokus på, at flere ufaglærte i vores fag bliver uddannede. Det skal der sættes penge af til, og det er jo i sidste ende kommunalbestyrelsen, der skal prioritere det, siger Bitten Sohn Thomsen.

Ønsker bornholmerpakke

Hvis man er ufaglært og vil læse en merrituddannelse som pædagog, skal man gøre det ovre. Hos Socialpædagogerne Bornholm arbejder man på, at det i fremtiden kan gøres på Bornholm i stedet.

– Vi kunne godt tænke os en “bornholmerpakke”, hvor man kan få de fag, man måske mangler, på HF enkeltfag og så kan få merrituddannelsen her. Vi har mange gode pædagogmedhjælpere, som har arbejdet i faget længe, som vi gerne vil have opkvalificeret. Vi ser nemlig rekrutteringsproblemer indenfor det socialpædagogiske arbejde på Bornholm. Især i psykiatrien og på handicapområdet, siger Bitten Sohn Thomsen.

Familieplejere i fokus

Udfordringen med rekruttering af socialpædagoger er et af flere emner, der optræder i bestyrelsens berretning forud for kredsens generalforsamling, der afholdes i aften.

Her er forbedring af familieplejernes vilkår også i fokus. Ifølge bestyrelsen i Socialpædagogerne på Bornholm har familieplejerne været ekstra ramt under corona.

– Vi har fokus på familieplejernes vilkår, da de løfter en meget vigtig opgave. De har stået meget alene under corona, hvor alt lukkede ned. Vi har også fokus på en styrkelse af pædagoguddannelsen på Bornholm, hvor vi har indgået en samarbejdsaftale med BUPL og den nye ledelse på pædagoguddannelsen, som er blevet flyttet til København, siger Bitten Sohn Thomsen.

Socialpædagogernes generalforsamling holdes i aften fra klokken 17 på Snorrebakken i Rønne.