Espersen-direktør efter coronasmitte: ‘Vi måtte agere med det samme’

Der blev reageret resolut på Espersens fabrik i Hasle, da en medarbejder mødte syg på arbejde og efterfølgende blev konstateret smittet med covid-19.

CORONA

Der blev reageret resolut på Espersens fabrik i Hasle, da en medarbejder mødte syg på arbejde og efterfølgende blev konstateret smittet med covid-19.

CEO, altså direktør i Espersen, Klaus Beyer Nielsen fortæller således til Bornholms Tidende, at den smittede medarbejder var mødt ind mandag, men følte sig sløj og derfor blev sendt hjem med det samme.

– Medarbejderen gik så til sin egen læge, som man skal, og blev testet, og da vi onsdag fik beskeden om, at testen var positiv, måtte vi agere med det samme, siger han.

– Det var en medarbejder på dagholdet, og da vi fik beskeden, var det allerede stoppet. Vi kører holdskift, og aftenholdet er ikke i berøring med dagholdet, men af hensyn til situationen valgte vi simpelthen at lukke fabrikken, så begge hold blev hjemme. Vi skal jo bore i, om personen har nået at smitte nogen, og alle bliver nu testet. Vi har besluttet, at der skal to negative test til fra medarbejderne for at være på den sikre side.

Ud over dag- og aftenhold er også kontorpersonalet hjemsendt.

– Hele fabrikken er lukket, siger Klaus Beyer Nielsen.

Det forventes dog, at den genåbner på mandag.

Fabrikken producerer flere end 60 ton Filet-O-Fish til McDonald’s om dagen.

– Så vi får fiskeleverancer dagligt med minimum to lastbiler og dertil rasp til panering samt emballage, som vi også får leveret dagligt, siger direktøren.

– Men det er alt sammen på frost, og vi har kølelager i Rønne, hvor vi kan håndtere op til seks ugers produktion.

Så leverancerne fortsætter uberørt af den her situation?

– Fuldstændig.

150 mio. måltider

Produktionen på 60 ton om dagen summer op til flere end 150 millioner måltider om året hos McDonald’s.

– En enkelt fiskeportion er på 65 gram, siger Klaus Beyer Nielsen.

Kommer nedlukningen til at betyde noget rent økonomisk for Espersen?

– Det betyder selvfølgelig, at vi som udgangspunkt har hjemsendt nogle medarbejdere, som vi ikke får noget produktionsværdi ud af, men det er til at overskue, det er ikke voldsomt, siger direktøren.

Har I nogle forholdsregler, I nu skal ændre på?

– Nej, vi har jo haft incidenser (tilfælde, red.) tidligere på vores udenlandske fabrikker, og så laver vi selvfølgelig en evaluering, men vi har haft beredskabsplaner helt siden marts måned, da coronasituationen opstod, og hvor vi har adskilt de forskellige skift, der møder ind. Kontoret møder heller ikke produktionspersonalet og så videre. Men når der så opstår en ny incidens, kan der jo være nogle ting, hvor vi igen evaluerer, om der er noget, vi skal ændre på. Det arbejde vil finde sted mandag-tirsdag, når vi er i gang igen, siger Klaus Beyer Nielsen.