Teaterforeningen køber ekstra forestillinger til sæsonen

Teaterforeningen køber ekstra forestillinger til sæsonen
Jette glavind Pedersen. Foto: Berit Hvassum
| 8. SEP 2020 • 18:19
Af:
torben-oestergaard-moeller

8. SEP 2020 • 18:19
KULTUR

Teaterforeningen Bornholm har købt fire ekstra forestillinger til efterårets program.

Det oplyser foreningens formand, Jette Glavind Pedersen, i en pressemeddelelse.

De to af forestillingerne er "Annas Verden", som opføres på Gudhjem Museum, men også "Kejseren", en politisk-satirisk musikforestilling frit efter H.C. Andersen, bliver dubleret.

– "Elverhøj" af Den Ny Opera/Figaros skulle være spillet i april måned, men måtte flyttes til november på grund af coronaepidemien. Nu har vi måttet dublere den og lave to forestillinger på samme dag. Sidst men ikke mindst er Folketeatrets forestilling "Emma ude af takt" blevet dubleret, fortæller Jette Glavind Pedersen og fortsætter:

– Hvorfor er alt dette sket? Det skyldes jo restriktioner i forbindelse med covid-19. Rønne Theater kan kun tage 138 personer i salen pr. forestilling, og det er en betragtelig reduktion af det normale antal. Da vi ønsker at tage alle forholdsregler og overholde alle retningslinjer, har vi måttet bide i det sure æble og købe ekstra forestillinger for ikke at skuffe teatergængerne.

Teaterforeningen sender snarest besked til hver enkelt teatergænger, oplyser hun videre.

Der vil derfor blive tale om, at nogle teatergængere må flytte dato eller tidspunkt til de omtalte forestillinger.

Heldigvis, noterer hun, er der flere forestillinger her i efteråret, som ikke bliver ramt af pladsrestriktionerne.

– Og med hensyn til teatersæsonen efter nytår, så er vi stadig optimistiske. Vi er i den glædelige situation, at vi ikke skal aflyse nogen forestillinger, og vi ser frem til at få begyndt teatersæsonen, det er tiltrængt efter en lang pause. Selv om mange af vores forestillinger er udsolgt lige nu, så håber vi jo stadig på lempelser i retningslinjerne, som bevirker, at vi kan sidde flere i salen.

Teaterforeningen har fortsat mange billetter til salg – især i sæsonen efter jul, oplyser Jette Glavind Pedersen.