Drabssigtet skal blive i fængsel

Drabssigtet skal blive i fængsel
Det var i gården til dette hus på Aakirkebyvej, den 41-årige psykisk syge mand ifølge sit eget udsagn overfaldt sit offer og slog ham adskillige gange i hovedet med en lægtehammer. Arkivfoto: Berit Hvassum
| 8. SEP 2020 • 11:49
Af:
mads-westermann

8. SEP 2020 • 11:49
OVERFALD

Den formodede gerningsmand til det brutale hammeroverfald på Aakirkebyvej i Rønne den 10. august skal fortsat være varetægtsfængslet.

Det besluttede Retten i Rønne tirsdag, efter den 41-årige mand, som er sigtet for overfaldet, frivilligt har accepteret at fængslingen bliver forlænget.

Ved grundlovsforhøret den 11. august, blev manden i første omgang varetægtsfængslet i fire uger i surrogat på en lukket psykiatrisk afdeling, og det er denne fængsling, som han nu frivilligt har accepteret, bliver forlænget med yderligere fire uger.

Troede han blev forgiftet

Ved retsmødet den 11. august erkendte den 41-årige, at han havde slået en 57-årig mand adskillige gange i hovedet med den stumpe ende af en lægtehammer.

Det gjorde han – fortalte han politiet – for at beskytte sig selv, fordi han mente, at det 57-årige gennem en periode på tre år havde forsøgt at forgifte ham ved at hælde gift i drikkevandet i den sigtedes kolonihavehus i Rønne, og når han besøgte sin tante på Lolland og sin kusine i Nykøbing Falster.

– Han kom noget i vandet, så det blev helt hvidt, forklarede den 41-årige til politiet, som han også fortalte, at han ofte hørte kliklyde i sin mobiltelefon. Kliklyde, som han mente var tegn på, at den 57-årige mand aflyttede hans telefon og overvågede ham, så han kunne lægge gift ud.

Den 41-årige forklarede desuden under politiafhøringen i august, at han ved flere lejligheder havde set våde pletter de steder, hvor han færdedes. Pletter, som han var overbevist om, var gift, overfaldsofret havde udlagt, for at komme ham til livs.

Blev lovet behandling

Ved grundlovsforhøret den 11. august, hvor manden første gang blev varetægtsfængslet, undlod den 41-årige efter samråd med sin forsvarer at anke fængslingen.

Det gjorde han, fordi han blev stillet i udsigt, at han i stedet for fængsel hurtigt kunne blive overført til såkaldt surrogatfængsel på en lukket psykiatrisk hospitalsafdeling, hvor han kunne modtage behandling.

Det løfte fik politiet imidlertid svært ved at leve op til, for Region Hovedstaden, der er ansvarlig for de pladser på lukkede psykiatriske hospitalsafdelinger, som kan anvendes til varetægtsfængsling af psykisk syge arrestanter i surrogat, havde ikke nogle ledig plads på en sådan afdeling.

Derfor kom den 41-årige formodede gerningsmand til at tilbringe næsten fire uger på en almindelig fængselsafdeling i Vestre Fængsel, inden han i slutningen af sidste uge endeligt blev flyttet til en lukket retspsykiatrisk institution på Amager.

Her skal han så sidde frem til den 6. oktober, hvor der igen skal tages stilling til, om hans varetægsfængsling skal forlænges.