Albete Winding og Andreas Fuglebæk spillede i lørdags sommerens sidste koncert i Store Tårn på Christiansø. Foto: Berit Hvassum

Stående klapsalver til Alberte Winding i Store Tårn: Jeg er en af dem, der altid bliver hængende

Musik

Det var som at træde ind i et moderne guldaldermaleri, da Alberte Winding lørdag gav koncert i Store Tårn. Sommerens sidste, hvilket i sig selv med al tydelighed markerede, at vi snart skal sige farvel til endnu en sæson.

Alberte sang sommersange og børnesange med sin lyse sopran, og solbrune mænd og blonde kvinder i sømandstrøjer lyttede smilende til, mens alverdens minder formentlig drev forbi den indre erindring som en spejling af skyerne, der rasede forbi over koncertrummets glastag, på en skiftende baggrund af henholdsvis mørkegrå og dybblå sensommerhimmel.

Tjubang Chokolademand, det er mig, der bestemmer her, og Frede, der går og hedder Frede og bor i det lille grønne hus – hvem har ikke haft disse sange som lydtapet, da børnene var små?

Hvem har ikke sunget med på ‘Lyse Nætter’ og ‘Tænder på et kys’? Hvem har ikke nydt Albertes brede register, der strækker sig fra simrende sexede voksensange til vemodig reflektion over afsked og forestående eller netop overståede skilmisser, hvem har ikke danset til de uskyldige børnesange, som altid har rummet den ekstra indsigt, det ekstra glimt ind i barnets kongelige selvforståelse?

Det har de fleste nok. At dømme efter de mange smilende ansigter og de stående klapsalver, vakte mødet med Albertes sangkatalog både varm genkendelse og også latter – for Alberte Winding er ikke uden selvironi.

“Nu spiller vi en sang, som er skrevet af min eksmand”, lød det tørt fra sangeren, hvortil hendes nuværende mand, guitaristen Andreas Fuglebæk, med påtaget resignation replicerede, “ja, vi må jo til det.”

Chevy 66 og Min Klub Først fik fødderne til at vippe lidt ekstra, og Alberte måtte give fire ekstranumre, før hun fik lov til at forlade Tårnet igen.

“Jeg er en af dem, der altid bliver hængede”, sagde den 57-årige sangerinde, inden hun forsvandt.

Tak for det, Alberte.