DEBAT
Efter det åbne brev fra Gudhjem By- og Museumsforening vil jeg gerne reagere.
Hvis byen bliver lukket helt af for bil- og bustrafik (herunder turistbusser) må man være klar over, at man derved afskærer en hel masse mennesker fra at besøge byen.
Ikke alle kan gå ned – og især op – ad Brøddegade, især ikke gangbesværede, folk med luftvejs- og hjerteproblemer og måske også svagtseende. Brøddegade er faktisk også for stejl til, at de fleste kørestole kan komme op og ned.
Skal disse mennesker udelukkes fra at se en smuk by?
Børneforældre med barnevogn kan måske godt klare turen, men det bliver ingen fornøjelse.
Og som sædvanlig skal der hakkes på turistbusserne. I radioen hørte jeg, at man påstod, busserne er 16-17 meter lange – de er altså 14 meter. Desuden er en turistbus med 50 passagerer og partikelfilter monteret, som alle moderne busser har, betydeligt mere miljøvenlig og optager kun samme parkeringsareal som omkring to personbiler, der højest kan rumme otte passagerer.
Jeg ved godt, visse beboere på Gudhjem Havn ikke kan lide turistbusserne, det får vi som buschauffører og rejseledere tit nok at vide.
Busgæster er ofte ældre og dårligt gående mennesker, dem kan vi heller ikke koste op og ned ad Brøddegade.
Hvad siger virksomhederne på Gudhjem Havn til dette? Det må jo give en ret betragtelig indtægtsnedgang at lukke for al kørende trafik, og rejsende til Christiansø tæller vel også med i denne statistik?
Og har man udtænkt et system med eventuelt shuttlebusser, der for at være effektive nok skal køre cirka en gang hver halve time?
Jeanne Cordua, mangeårig busguide. Bossevejen 5, Vestermarie.