KULTUR
Event & Booking Bornholm er en nystartet virksomhed, som vil arbejde for flere events og mere livemusik på Bornholm – i samarbejde med artister, arrangører og erhvervsliv.
Bag virksomheden står Simon Sandbye, musiker og kulturaktiv gennem 30 år på Bornholm, oplyser en pressemeddelelse.
Simon Sandbye har været en del af kulturlivet både som udøvende musiker på de bornholmske scener og gennem et årelangt arbejde i Musikhuzet, dels som lydmand, pr- og marketing ansvarlig, dels i bestyrelsesarbejdet. Derudover har han medvirket til utallige kulturevents, koncerter og festivaller gennem årerne. Han har siddet i Spillestedets bestyrelse – blandt andet som formand – og gennem de seneste seks år som initiativtager og arrangør af Sommerliv på Store Torv i Rønne sat fokus på bylivet og skabt koncerter og aktivitet til glæde for borgere og turister.
Det er med den ballast i bagagen, han nu har besluttet sig for at starte sit bureau, hvor han ønsker at skabe events på Bornholm i samarbejde med blandt andre øens kultursteder og virksomheder, som han gerne vil motivere til at have livemusik og events.
Event & Booking Bornholm præsenterer sine første koncerter i slutningen september ved en intimkoncert med Back To Back i samarbejde med Rønne Handelsstandsforening og en samtalekoncert med Julie Berthelsen. Begge koncerter finder sted på Villa Nova, Rønne.