Gratis bog til de 9-12-årige

Gratis bog til de 9-12-årige
| 3. SEP 2020 • 10:26
Af:
torben-oestergaard-moeller

3. SEP 2020 • 10:26
KULTUR

Hvert år den 23. april er det Verdens Bogdag, og i forlængelse heraf plejer Verdensbogugen at finde sted i de danske boghandler. Det fik en pandemi dog sat en stopper for, og derfor holdes Verdensbogugen i år den 5.-12. september, oplyser William Dams Boghandel på Store Torv i Rønne i en pressemeddelelse, hvor bogladen også forklarer, at den igen i år er med i Verdensbogugen, "da vi gerne vil være med til at give børn og unge fantastiske læseoplevelser".

Det betyder, at de 9-12-årige den 5. september kan hente Kasper Hoffs "Samlingens Vogter 1 – Tyvefældens forbandelser" gratis i William Dams Boghandel.


Dog kun så længe lager haves og kun én bog pr. barn.

I bogen møder læseren Kevin, hvis grandonkel, Kaj, var shaman, og da han dør, arver 13-årige Kevin alle grandonklens mystiske sager. De har magiske egenskaber, og da en forbandet æske forsvinder, må Kevin ud på en livsfarlig færd. Med sig har han sin papsøster, Kaya, og det bliver en rejse ned i verden med skjulte farer, oldgamle ritualer og ånder.